’Horizon Forbidden West’ er den perfekte to’er – større, vildere og med mere på spil

Jeg har brugt alt for lang tid på at være diplomatisk, hvilket ikke ligger til mig, for jeg foretrækker egentlig bare at smadre robotter med et elektrisk spyd.

Men her står jeg altså som fredsmægler uden for den eneste storby i miles omkreds. Jeg har hørt alle sider af sagen i mødet mellem imperatoriske stammer, da alt pludselig eksploderer i et virvar af kaos.

Robotridende krigere! En bidsk hærfører på en mekanisk drage! Allierede, der falder som fluer omkring mig. Folk der skriger, og folk der råber.

Efter en halv times kamp for overlevelse står jeg, knap nok, tilbage som ensom overlever. Min puls ræser – ikke kun i den digitale verden, men også her midt på sofaen i den meget virkelige og meget fysiske verden.

For er der én ting, ’Horizon Forbidden West’ kan, så er det at gå fra nul til 100 på to sekunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Fremtidens heltinde

’Horizon Forbidden West’ fortsætter fortællingen om den unge jæger Aloy, der i seriens første spil, ’Horizon Zero Dawn’, måtte redde sin verden fra robotagtige dyr, der blev korrumperet af en ond virus.

Sat i det 31. århundrede var det en blanding af dinosaurer i futuristiske klæder, tech-fanatiske skurke, kunstig intelligens på afveje og menneskelige følelser i klemme, efter menneskeheden var blevet slået tilbage til en nomadisk og stamme-præget livsstil, fra dengang vi boede i huler.

Det er her, hvor historien fortsætter, da en klimakatastrofe banker på. En mystisk pest breder sig og dræber alt organisk liv. Træer visner hen, og døde dyr ligger strøet vidt omkring.

Og da et kryptisk signal samtidig aktiveres, indser Aloy, at hendes kamp endnu ikke er slut – hverken mod de håndgribelige fjender eller hendes indre dæmoner.

Inden længe hvirvles man ikke kun ind i Aloys kamp for kloden og hendes søgen for at finde sin plads i en verden, som tech bro-egoer med storhedsvanvid for længst har smadret.

Man står også midt i en borgerkrig på tværs af et postapokalyptisk USA så langt ude i fremtiden, at omgivelser som San Francisco og landets øde vidder virker underligt fremmede, men samtidig uhyggeligt velkendte.

En sløv start

Det er en begivenhedsrig affære, man begiver sig ud på, og netop derfor er det en skam, at det ubestridt svageste punkt er starten på hele oplevelsen.

Selv for folk, som ikke har trådt i Aloys fodspor før, bliver de første 10, 15, ja sågar 20 timer, ét langt, sejt træk, når nybegyndere skal introduceres til alt fra de store teknodinosaurer til et bugnende arsenal af våben samt værktøjer og de (overlevende) biroller fra første spil.

Det kunne være udført langt mere effektivt, for når man først får låst op for spillets enorme verden, er den et slaraffenland for os, der elsker at udforske og afsøge alle områder for gemte samleobjekter som lydklip og tekstfiler.

Man ved aldrig, hvad der venter fem minutter længere ude i spillet, og det kan lige så godt være en begivenhedsløs ørkenvandring, som det kan være en halsbrækkende kamp mod en robotslange på størrelse med Rundetaarn.

Nu er det ganske vist ikke et rollespil a la ’The Elder Scrolls V: Skyrim’, og man får aldrig helt fornemmelsen af en levende og organisk verden, som fortsætter i sit eget tempo, hvis man træder væk a la ’Grand Theft Auto’ og ’Red Dead Redemption’.

Men der er alligevel en dragende stemning i landskaberne, der strækker sig fra frodige urskove og golde habitater til dybderne af endeløse oceaner, som langsomt eroderer under den ulmende klimakatastrofe.

Især på PlayStation 5 er det en imponerende og ligefrem farverig bedrift, når turkisgrønne floder slænger sig gennem landet, og ørkens storme fyger omkring én, så man nærmest kan mærke sandkornene skære i øjnene.

Den vilde dino-jagt

Dét, som hjertet først og fremmest banker for i ’Horizon Forbidden West’, er at nedlægge de monstrøse robotdyr. Dem scanner du med Aloys Focus, et elektronisk apparat, der afslører svage punkter, hvorefter du kan planlægge din strategi.

Vil du angribe direkte med et elektrificeret spyd, eller vil du snige dig frem og nedlægge dit bytte med snilde og fælder? Eller måske er du typen, der elsker at skyde med bue og pil på afstand?

Det lyder simpelt. Og de første mange gange er det også simpelt. Men lige pludselig klikker det hele. Du skruer op for sværhedsgraden, du udfordrer dig selv, og du lærer, hvordan lige præcis du vil bevæge dig frem i Aloys færd.

Ikke mindst hvordan dine våben kan bruges imod robotternes svagheder (skyd en beholder med ild, og den vil eksplodere midt i hele flokken), men også hvordan modstandernes styrker udnytter dine svagheder.

Når man allerede har sænket flere døgns samlet spilletid i seriens første kapitel, er det beundringsværdigt, at efterfølgeren formår at fastholde ens opmærksomhed, ikke kun med nye våben og gadgets, men også en verden man har lyst til at udforske endnu mere.

Og i sidste ende er det netop dette aspekt, som ender med at være tungen på vægtskålen for Aloys eskapader. For selvom man har prøvet det hele før i det første spil, er der stadig nyt at komme efter.

Jovist, det tager noget tid at komme dertil. Og du skal lige igennem den langtrukne indledning, hvor ’Horizon Forbidden West’ på overbeskyttende vis guider dig ind i dets univers. Men giv det tid, og så bliver du belønnet.

---

Kort sagt:
’Horizon Forbidden West’ tager foruroligende lang tid om at folde sig ud, men når man først slippes fri, byder det på et imponerende eventyr, der cementerer Aloy som en af PlayStations mest medrivende frontfigurer.