PlayStation har onsdag eftermiddag bekræftet, at ‘God of War Ragnarök’ udkommer til PlayStation 4 og 5 den 9. november i år.
Det skete i et blogindlæg på deres hjemmeside, hvor der samtidig blev fremvist en kort, men intens trailer med fokus på spillets hovedroller: Kratos og hans søn.
Siden ‘God of War Ragnarök’ blev annonceret i 2020, har spillet været på noget af en slingrekurs.
Efter afsløringen var der noget nær komplet radiostilhed omkring projektet, hvilket i starten af 2021 fik rygterne til at gå om, at den planlagte lancering ville glippe.
Det gjorde den, for sidste sommer skubbede PlayStation spillet til i år. Her var det dog uden nogen præcis dato, som altså nu er landet – forhåbentlig uden flere forsinkelser i sigte.