Netflix har lagt sag an mod folkene bag den særdeles populære, men ganske uofficielle, ‘Bridgerton’-musical, som startede på TikTok.
Streamingtjenesten sagsøger skaberne Abigail Barlow og Emily Barlow, efter de stablede en udsolgt koncert med titlen ‘The Unofficial Bridgerton Musical Album Live in Concert’ på benene i sidste uge, skriver Deadline.
I søgsmålet lyder det blandt andet, at Barlow og Bear profiterer på musicalen ved at udnytte rettighederne til serien, hvilket de dog ikke har tilladelse til.
Netflix hyldede ellers projektet, da det oprindeligt indtog TikTok, hvor brugere deltog i genskabelsen af streamingtjenestens store hit.
Det ændrede sig dog med den seneste koncert, hvor fanprojektet begyndte at profitere i kroner og øre. Indtil nu har det nemlig udelukkende været et frivilligt projekt uden penge involveret.
Men det har altså ændret sig nu, og det er netop dét aspekt, som har fået streamingtjenesten på barrikaderne:
»Netflix støtter op om fanskabt indhold, men Barlow og Bear er gået langt over grænsen for at skabe adskillige indkomstkilder for dem selv uden nogen officiel tilladelse til at benytte sig af rettighederne til ‘Bridgerton’«, lyder det fra Netflix.
Derudover anklages duoen også for at have i sinde at lukrere endnu mere på ‘Bridgerton’ med planer om en turné, heriblandt i London, og merchandise.