Influencers, atleter og skuespillere skovler penge ind på Instagram i så stride strømme, at man bliver helt rundtosset.
Det er nemlig ikke småpenge, som de største stjerner tager for deres sponsorerede opslag, når de skal reklamere for alskens produkter i 2022.
Således kan Cristiano Ronaldo sætte 18 millioner kroner ind på kontoen for et enkelt opslag, viser en opgørelse fra firmaet Hopper, der har sammensat en liste over de rigeste Instagram-stjerner.
Fodboldstjernen topper listen, hvor han forfølges af Kylie Jenner, som tjener op til 13,5 millioner kroner per opslag.
Faktisk er de ti øverste spots godt befolket af Kardashian-klanen, da de snupper hele fire pladser med Kim Kardashian på sjettepladsen (12 millioner kroner), Khloé Kardashian på niendepladsen (9,7 millioner kroner) og Kendall Jenner på tiendepladsen (9 millioner kroner).
Ud over Ronaldo er Lionel Messi på tredjepladsen med 13 millioner kroner og Dwayne Johnson på femtepladsen med 12,8 millioner kroner de eneste mænd på top 10-listen.
Resten udgøres nemlig af tre markante kvinder i form af Selena Gomez, der hiver 13 millioner kroner ind per opslag.
Ariana Grande tilføjer 12,6 millioner kroner på bundlinjen for sine reklame-opslag, imens Beyoncé noterer 10,4 millioner kroner.