MrBeast skruer op for ambitionerne og gør klar til at lave programmer, der ikke kun lander på YouTube, hvor han ellers har mere end 100 millioner følgere.
Det fortæller han til podcasten FLAGRANT, hvor han forklarede, at YouTube er for begrænsende i sin nuværende form, hvorimod Netflix passer bedre til episodisk indhold.
Og det er netop et show med flere afsnit, som MrBeast, der går under det borgerlige navn Jimmy Donaldson, har i tankerne, skriver Dexerto.
Han vil nemlig lave en ‘Squid Game’-lignende konkurrence, der skal udfolde sig i et stadium, hvor tusindvis af folk kan deltage som publikum på sidelinjen:
»I hvert afsnit ville vi eliminere ti procent af dem. Det ville passe meget bedre ind på Netflix end på YouTube«, sagde YouTube-stjernen.
Donaldson havde sidste år stor succes med en ‘Squid Game’-kopi, da han genskabte ikoniske scener fra serien, hvor deltagere skulle kæmpe for videre deltagelse ved at undgå eliminering.
Det er dog værd at understrege, at MrBeasts tårnhøje ambitioner indtil videre blot er på idéstadiet, da Netflix ikke har indgået en aftale med ham.