Det er ingen hemmelighed, at ‘Mario’-fans har det noget stramt med, at Chris Pratt lægger stemme til den italienske blikkenslager i den kommende filmatisering.
Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at der er begyndt at florere adskillige udgaver af filmens trailer online, hvor Pratts stemme er blevet udskiftet.
Nogle af videoerne byder på den originale stemme bag Mario, Charles Martinet, imens andre har taget en kunstig intelligens i brug til at generere en Mario-stemme ud fra de klassiske Nintendo-spil.
Resultatet er dog ikke helt overbevisende, og som en bruger kommenterer på et af klippene: »Jeg lytter ikke til det der i to timer«.
Selvom der var lagt op til det store internetdrama, da traileren for ‘Super Mario Bros. Movie’ landede, blev det aldrig til det helt vilde – måske fordi at Chris Pratts stemme faktisk ikke var helt så skidt som forventet.
I stedet lød den næsten kedelig med en lille snert af italiensk new yorker-accent, hvilket hurtigt druknede i en langt større hype for filmens skurk, Bowser, som spilles af Jack Black.
‘Super Mario Bros. Movie’ får premiere i foråret 2023.