Har du endnu ikke haft glæden af at fjerne stigen i en pool for at lade din simmer drukne, får du nu muligheden.
I dag, tirsdag den 18. oktober, bliver ‘The Sims 4’ permanent gratis, hvilket betyder, at du kan hente det kvit og frit til enten pc, PlayStation eller Xbox.
Der er naturligvis kun tale om grundspillet, men det er i sig selv også nok, for selvom virkeligheds-simulatoren udkom helt tilbage i 2014, holder det altså stadig.
Vil du have fingrene i en af de efterhånden mange udvidelsespakker, må du stadig hoste op, medmindre du er medlem af EA Play, hvor du gratis får glæde af ‘The Sims 4 Arbejdstid Expansion Pack’, imens EA Play Pro giver yderligere adgang til ‘The Sims 4 Tumlingeindhold Stuff Pack’.
EA har samtidig lovet, at de fremover vil »bruge endnu mere tid på at udvikle nye og store ‘The Sims 4’-oplevelser«, hvilket tilsyneladende slukker alle drømme om en helt ny efterfølger, men derimod lover godt for endnu flere udvidelsespakker.
Hvad de helt præcist indebærer, får vi måske et indblik i tirsdag aften, når EA holder et såkaldt topmøde for ‘The Sims’-universet kl. 19:00 dansk tid på YouTube og Twitch, hvor de fortæller mere om seriens fremtidsplaner.