YouTube-stjernen Emma Chamberlain er blevet kapret af Spotify til en eksklusiv aftale for hendes podcast, der gælder fra næste år.
Er du ivrig lytter af ‘Anything Goes’, er du dermed tvunget til at benytte dig af Spotifys platform, hvis du vil blive ved med at høre Chamberlain i dine ører, skriver Tubefilter.
Lige nu kan podcasten høres på tværs af alle platforme, heriblandt Apple Podcasts, men fra 2023 ville alle nye og gamle afsnit flytte ind hos den svenske streamingtjeneste. Det samme gælder en videoudgave af ‘Anything Goes’.
Den 21-årige youtuber er en af sin generations største stjerner på YouTube, hvor hun i sommer gjorde comeback til stor glæde for sine 12 millioner følgere med travel vlogs, der blandt andet tog hende forbi København.
Chamberlain er den seneste i rækken af store profiler, som Spotify sikrer sig eneret på. Joe Rogan har allerede markeret sig som platformens ubetinget største succes, imens Alex Coopers ‘Call Her Daddy’ også er rykket ind til stor fanfare.