Er du villig til at sætte livet på spil? Det kan snart blive en realitet, bogstavelig talt.
Palmer Luckey, manden bag virtual reality-headsettet Oculus VR, har nemlig fundet på et koncept, hvor man vitterligt bliver dræbt, hvis man ikke formår at gennemføre det spil, man befinder sig i.
I et blogindlæg præsenterer Luckey sin idé, der lige nu er mere af et tankeeksperiment end en fungerende dødsmaskine:
»Idéen med at forbinde dit liv til din virtuelle avatar har altid fascineret mig, for du spiller med livet som indsats og tvinger folk til helt grundlæggende at genoverveje, hvordan de interagerer med den virtuelle verden og spillerne i den«, skriver han.
Helt praktisk fungerer den potentielle dødsstraf ved, at tre små sprængladninger monteres i VR-headsettet, så de simpelthen eksploderer midt på hovedet og dermed »ødelægger brugerens hjerne«, som Luckey så fint beskriver det.
Selvom konceptet måske lyder lidt komisk (på en grotesk måde), så er det alligevel lidt tankevækkende, for som Luckey tilføjer, så er det muligvis det første eksemplar på et VR-headset, der kan dræbe brugeren, men »det bliver ikke det sidste«.