Alexa Demie har tilsyneladende smidt Balenciaga på porten, efter modehuset endte i en af efterårets helt store kontroverser.
Skuespilleren, der har markeret sig som et kult-stilikon online efter seneste sæson af ‘Euphoria’, er angiveligt stoppet med at følge Balenciaga, som hun ellers har været et fremtrædende yngre ansigt for, på Instagram, skriver Paper.
Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at hun samtidig har slettet alle opslag, der er relateret til brandet, heriblandt en storstilet kampagne, som hun lavede med dem tidligere i år.
Balenciaga mødte stor kritik, da de i november lancerede en kampagne, der viste børn med bamser, som var iklædt bondage.
Firmaet fjernede efterfølgende alle billeder fra kampagnen, men det har ikke dæmpet de kritiske røster fra flere kendte navne som Kim Kardashian og Bella Hadid.
Imens Balenciagas kreative direktør, Demna, ikke har kommenteret på sagen, har modehuset udtalt, at de proaktivt vil lære af deres fejl.
Således består deres Instagram nu blot af et enkelt opslag, hvor de opridser nye retningslinjer i kølvandet på kontroversen.