Blumhouse Productions har opbygget lidt af et ry for at være gyserfilmenes konger med titler som ‘Paranormal Activity’, ‘Insidious’ og senest ‘M3gan’.
Nu vil producenten udvide med interaktive oplevelser i spillenes verden. Det sker med Blumhouse Games, der skal udgive originale horror-spil til pc, konsoller og mobile platforme, skriver Variety.
I front for det nye eventyr står Zach Wood, som tidligere har arbejdet på spil som ‘Prey: Mooncrash’, ‘The Unfinished Swan’ og ‘Redfall’ hos anerkendte spilfirmaer som PlayStation og Bethesda.
Planen er tilsyneladende at arbejde på indieprojekter med et budget på under 70 millioner kroner, hvor det nye firma udelukkende fungerer som udgiver og producent, imens selve udviklingen overlades til udviklerne selv.
Det er netop denne stil, som har gjort Blumhouse Productions til et fyrtårn i horrorgenren, så det er ikke videre overraskende, at de nu prøver at overføre dette til spilbranchen.
Faktisk har firmaet allerede en vis erfaring med gamingmiljøet – lige nu arbejder de nemlig på en filmatisering af kultgyserspillet ‘Five Nights at Freddy’, hvor optagelserne netop er startet.