Da Woody Harrelson for femte gang indtog værtsrollen i weekendens ‘Saturday Night Live’, blev det med en omdiskuteret optræden.
Skuespilleren startede showet med en åbningsmonolog, der tog adskillige afstikkere – fra hans forkærlighed for hash til hans politiske overbevisning – imens han snakkede om et hypotetisk filmmanuskript, hvis budskab viste sig at være en analogi for coronapandemien:
»Det største kartel af medicinalfirmaer går sammen om at opkøbe alle medierne, imens politikerne tvinger alle folk til at blive bag låste døre i deres hjem, og man kan kunne komme ud, hvis de tager medicinalfirmaernes præparater om og om igen«, lød det fra skuespilleren.
Harrelson konkluderede, at han »naturligvis smed manuskriptet væk«, for som han selv sagde: »Hvem tror overhovedet på så tosset en idé? At blive tvunget til at tage stoffer? Jeg gør det frivilligt hver dag«.
Monologen blev modtaget af lavmælt latter fra publikum, ligesom den også mødte stor modstand online, hvor Harrelson blev kritiseret for at dele konspirationsteorien.
Harrelson har tidligere været centrum for adskillige kontroverser på grund af sin støtte til flere forskellige konspirationsteori.
Han har blandt andet indikeret, at 9/11-terrorangrebet på de to tårne i USA ikke blev udført af Al-Qaeda, men at den amerikanske regering derimod dækker over den ægte sandhed.
I 2020, da coronavirus for alvor ramte globalt, delte han ligeledes en kontroversiel artikel om 5G, og hvordan netværkets stråling spillede en rolle i udbredelsen af virussen.
Sidste år kritiserede han desuden corona-forholdsregler og værn som masker samt beskyttelsesbriller for at have en negativ indvirken på filmoptagelser:
»Jeg synes ikke, det bidrager til et godt stykke arbejde. Og som en, der slet ikke tror på teorien om, mikroorganismer kan føre til smitsom sygdom, finder jeg det hele ret absurd«, lød det i et interview med Vanity Fair.