Det er umuligt at undgå Pedro Pascal, der ikke kun dukker op i både ‘The Mandalorian’ og ‘The Last of Us’, men også er overalt online.
Det er især på TikTok, hvor skuespilleren har charmeret sig ind i brugernes hjerter, og nu sker det igen med et klip, hvor han gnasker sig igennem en sandwich til lyden af Austin Farewells ‘Home’.
Det er ikke så meget tyggeriet (som i nogle af videoerne er blevet intensiveret en del), men mere hele Pascals attitude, der har fanget brugernes interesse, da han ligner en person i totalt zen.
Derfor er det nye meme blevet legemliggørelsen af at acceptere tingenes tilstand og bare hvile i, at man ikke kan ændre, hvad der allerede er sket.
Hvis du skulle undre dig over, hvor klippet oprindeligt stammer fra, så er det fra LADbibles ‘Snack Wars’.
Her dyster skuespilleren mod sin ‘The Mandalorian’-instruktør Jon Favreau i at prøve snacks fra deres hjemlande, Chile og USA.
Og det er her – hvor Pascal sætter tænderne i en sandwich med peanutbutter og marmelade – at han kortvarigt ligner en, der har absolut ingen bekymringer i verden.
Kan du ikke få nok af det beroligende Pascal-meme, er der allerede 56.000 videoer med ham på TikTok – og tallet stiger støt.