Jeg havde tårnhøje forventninger onsdag aften, da jeg stod klar i Royal Arenas foyer for at dokumentere alle de flamboyante fans før Madonna-koncerten. I min fantasi ville de troppe op i camp-ensembler til det kulturelle nedslag i historien, som en verdensturné med legenden nu engang er.
Men i takt med at foyeren fyldtes med forventningsfulde fans, måtte jeg konstatere, at danskernes yndlingsfarve hvad angår påklædning stadig er sort, og at camp nok i højere grad forstås som et fancy ord for lejrskole end en æstetisk betegnelse for ekstravagance.
Dog nåede jeg alligevel at fange en masse skønne boytoys og femme fatales, der oplyste Royal Arena i et glamourøst virvar af tyl, pailletter, nitter og blonder. Alle aldersgrupper og samfundslag var troppet op, og mangfoldigheden understregede, at Madonna er et popkulturelt fænomen, der kan samle et publikum på tværs af skel.
Bitch I’m Madonna
Ingen musik uden merchandise. Tidligt fremmødte fans vandrede forventningsfulde mellem koncertsalen og baren som levende retrospektive billboards for Madonnas utallige stilistiske æraer.
Og her starter min street style-rapport: Med Madonnas utallige epoker vist gennem merch-tees: Fra originale 80’er-tees købt i New York, til merch fra hendes første besøg i Danmark i 2006, til de allerseneste versioner købt i merch-boden uden for Royal Arena.
Like a Virgin
Kan man tale om Madonnas 80’er-æra uden at tænke katolsk ikonografi? I foyeren mødte jeg nærmest én til én kopier af Madonnas legendariske ’Like a Virgin’-outfit, som dengang sammen med modehuse som Dolce & Gabbana og Versace udødeliggjorde kombinationen af bibelske symboler og burlesque korsetter i en billedliggørelse og reclaiming af Freuds Madonna-whore-kompleks. Ikonisk, bogstavelig talt.
Papa Don’t Preach
De bibelske referencer var også at finde i mere subtile udgaver og særligt blandt det yngre publikum. Blandt de utallige cores, der er dukket op med TikTok, må trends som catholiccore, jesuscore og bibelcore være de moderne fortolkninger af ’Like a Virgin’-looket: Tænk rosenkranse, englevinger, perler og blonder.
I Y2K-æraens brug af stærke symboler har ovennævnte cores levet i bedste velgående de seneste år og sedimenteret sig i nyere brands.
Eksempelvis hos Praying, der står bag den såkaldte holy trinity bikini, som prydes af ordene ’Father, Son, Holy Spirit’. Og hos influencere som Kim Kardashian, der kort efter sit samarbejde med Dolce & Gabbana købte den afdøde Prinsesse Dianas diamantbesatte korshalskæde for cirka 1,4 millioner kroner på en auktion.
Express Yourself
80’erne var afgjort det stilmæssigt dominerende årti blandt de fremmødte fans.
Neonfarver, stonewashed denim, moschino-lignende ensembler. Hyldester til billedkunstneren Keith Haring, der i sit farverige univers blandede graffiti med klubkultur, i både originale prints og nye fortolkninger.
Keith Haring var en nær ven af Madonna og en aktiv stemme i kampen for AIDS-bevidsthed frem til sin tidlige død af samme sygdom.
Vogue
Strike a pose! Skærpede man blikket, kunne man i den grad mærke modehistoriens vingesus: Flæser i bedste ’La Isla Bonita’-stil, punkede tartan-tern, cowboyhatte, nittebesatte bikerjakker, spidse Jean Paul Gaultier-bryster, lange handsker, vifter og sassy statements.
Gennem fire årtier har Madonna formået at definere moden på tværs af køn og generationer og gang på gang skabt nye billeder af, hvordan erotik og mode kan se ud.
Der findes en uendelig række af Madonnaer, man kan kanalisere, og hendes univers rummer sex, humor, nostalgi og politik på samme tid – it’s camp! Her kan du være, hvem du vil, og hvis du tør, kan du være dig selv!
Tak til alle stilikoner derude for at give foyeren i Royal Arena et hint af New York.
Stay fabulous!
xoxo
Anna Gunvor (@bella_sky_high)