‘BROS’-podcasten: De dybe betragtninger drukner i et hav af småsludder
Jeg tror, det var Benjamin Franklin, der engang sagde, at intet her i verden er sikkert, undtagen døden, skatter, og at man en dag kommer til at udgive en podcast.
Den devise har snart sagt samtlige komikere i kongeriget Danmark sat sig for at underbygge – med varierende succes. Langt størstedelen af har imidlertid haft et formål, som berettiger deres eksistens.
Michael Schøt, Simon Astrup og Mads Holm diskuterer eksempelvis aktuelle nyheder med både humor og lødighed i ’Schøtministeriet’, og Anders Matthesen giver os et fascinerende indblik i sin daglige arbejdsgang i ’Den hvide væg’. Man skal hverken lede med lys eller lygte for at finde noget, der både er underholdende og informativt.
’BROS’ er imidlertid beviset på, at fire sjove værter og en god mikrofon ikke alene gør en god podcast.
Komikerkvartetten BROS består af Melvin Kakooza, Mahamad Habane, Joel Hyrland og Hadi Ka-koush – altså nogle af landets sjoveste og mest interessante mennesker. Man kender dem fra ’Stormester’, ’Sunday’, ’Adam & Noah’, oneman-shows, talkshows, og til efteråret lancerer de deres længeventede arena-tour, som i skrivende stund er tæt på at have udsolgt tre shows i Royal Arena. Med andre ord: de er et rigtig stærkt firkløver.
Derfor ærgrer det mig ufatteligt meget, at deres podcast ikke har nogen form. Ingen breakers, ingen introer, ingen outtroer, ingen fraklip. Til gengæld er der kastet en masse penge efter udstyr; de vælter sig i kvalitetsmikrofoner, headphones, kameraer, lydpult, iPad. Men der er én ting, der er fraværende i produktionen: en producer.
»Skal vi ikke bare gå ind og tænde og se, hvad der sker?«, siger Hadi Ka-koush i første episode.
Det er jo en fair nok taktik, når man har set andre podcasts slippe afsted med det, men personligt havde jeg nok drømt om et højere ambitionsniveau fra de her fire mennesker. Ikke fordi det, de taler om, aldrig bliver spændende, men lige netop fordi de ofte taler om noget spændende, og potentialet derfor er det større.
Senere i episoden forsøger Mahamad Habane at gøre holdt i et samtaleflow, der både har omhandlet Melvins iskiasnerve, robotstøvsugere og huskøb, for lige at brainstorme programmets format og indhold (et redaktionsmøde, der nok godt kunne have fundet sted inden optagelserne). Som han rigtigt nok siger, så stikker samtalen lidt i øst og vest – et problem, som der fem episoder inde stadig ikke er blevet gjort kål på.
Hvorfor de har valgt at tilføje et brevkasse-segment er mig i øvrigt en uløselig gåde. Vi har allerede ’Mads og A-holdet’ og ’Sara og monopolet’, hvor kendte mennesker giver deres besyv med på vores prosaiske hverdagsproblemer. Det må simpelthen være mere end rigeligt. Hvis Melvin, Mahamad, Joel og Hadi ikke kan få en time eller to til at gå uden en pm fra Henning i Grenå, så er der da ingen, der kan.
Men alt er heldigvis ikke af lave, for de fire værter berører i hver eneste episode nogle ekstremt spændende og følsomme emner. Der bliver snakket frit fra leveren om både terapi, køn, identitet, børneopdragelse, danske kontra udenlandske navne, statsborgerskabsprøven og Israel-Palæstina-konflikten.
Det er især, når de kommer i dybden med kulturforskelle, at podcasten bliver rigtig god at lytte til. De får snakket vigtige ting igennem, og de gør det med både seriøsitet, humor og brandgod kemi – og med en indsigt, som de mange danskere, hvis mest eksotiske slægtning er en fætter fra Sønderjylland, meget sjældent bliver præsenteret for.
Alene af den grund er jeg glad for at have podcasten i mit feed.
Kort sagt:
’BROS’ er en hyggelig, sjov og til tider indsigtsfuld podcast, der dog føles meget hjemmelavet uden hverken retning eller producer.