Fodboldjournalist anbefaler sportspodcasts: »Den har holdt et højt niveau i 10 år«

Sportsjournalist Sebastian Stanbury fra Mediano er i Tyskland for at dække EM i herrefodbold, men han har fundet tid til at åbne sit podcastfeed for Soundvenues læsere. For ham skal en god sportspodcast være bemandet af vidende værter, men det er mindst ligeså vigtigt, at deres kærlighed til sporten strømmer ud gennem høretelefonerne.
Fodboldjournalist anbefaler sportspodcasts: »Den har holdt et højt niveau i 10 år«
Sebastian Stanbury. (Foto: Marcus Califano, Mediano)

MIT PODCASTFEED. Sebastian Stanbury er sportsjournalist på fodboldpodcastmediet Mediano, som naturligvis har sendt han til Tyskland, hvor han dækker EM via den daglige podcast ‘EM Roadshow’.

»Når man er i en af værtsbyerne, ser man folk gå rundt i fodboldtrøjer. Ikke kun folk fra de lande, hvis hold spiller en given dag. Der er eksempelvis 200.000 skotter hernede, så de er overalt. Det giver bare stemning, at man kan se, at der kom der en englænder og der en portugiser«, fortæller han om stemningen i det tyske.

Vi spurgte selvfølgelig Stanbury, hvordan han ser på Danmarks chancer for at gå videre fra gruppespillet, og svaret er måske ikke helt overraskende:

»Så slem synes jeg ikke, at den første kamp var, isoleret set. Men at den fik det resultat, som den gjorde, gør det vanskeligt at gå videre. Vi skal slå koldt vand i blodet, men det bliver svært«.

Sebastian er en stor lytter af alle slags kulturpodcasts især omkring sport, film og tv-serier.

»Jeg hører rigtig, rigtig mange podcasts. Det er ligesom det, jeg gør, når jeg er alene og er i gang med et eller andet, forstået på den måde, at hvis jeg cykler, hører jeg podcasts, hvis jeg vasker op, hører jeg podcasts, hvis jeg laver mad, hører jeg podcasts. Det kunne være godt at høre noget mere musik i stedet, men jeg er glad for at høre mange podcasts, og jeg får meget ud af det«. 

Her er et lille udvalg af de sportspodcasts, som Sebastian Stanbury får noget ud af at lytte til og som måske skal følge dig gennem sportssommeren 2024:

‘Football Cliches’ (Foto: Adam Hurrey & Goalhanger)

’Football Clichés’ 

»Det er en podcast, der handler om sproget omkring fodbold og hvordan vi taler om sporten. Når jeg siger det, retfærdiggør det slet ikke, hvor god den er. Det er en humoristisk podcast, der handler om udtryk, som spillere, kommentatorer, journalister og fans bruger i flæng. 

Der er store dele af fodboldsporten, der tager sig selv superseriøst, men mange fodboldfans fandt deres fascination for sporten, fordi den er sjov og underholdende, og det skal vi huske at bevare. At denne her podcast i øvrigt kan få mig til at grine, det gør mig glad. Jeg kan faktisk virkelig godt lide, at den ikke tager fodbold alt for seriøst.

De har eksempelvis lavet en episode, hvor de laver en fiktiv startopstilling baseret på spillere, der huskes for præcis én ting. Eksempelvis ham, der skulle standse bolden og i stedet slog sine testikler på målstolpen eller ham, der havde en meget sjov frisure i en kort periode.

Den er nok ikke særligt tilgængelig for dem, der ikke går op i fodbold, men den er helt suveræn, hvis man er inde i fodboldens sprog«.

‘The Bill Simmons Podcast’. (Foto: The Ringer)

’The Bill Simmons Podcast’

»Bill Simmons startede for mange år siden. Han har arbejdet for ESPN, været med til at skabe The Ringer og har efterhånden både udviklet sig til en vigtig stemme og mangemillionær. Og så er han bare stadigvæk den samme sportsnørd og virker til at have en oprigtig fascination og glæde ved sport. Det er det, jeg rigtig godt kan lide ved ham.

De mest seriøse kendere af de sportsgrene, han beskæftiger sin med, altså mest amerikansk fodbold og basket, de kan godt finde på at rynke på næsen, idet de mener, at han tror, han ved mere, end han egentlig gør. Jeg anerkender, at hvis man gerne vil have dybdegående viden, så er det ikke ham, man skal gå til, men jeg kan godt lide at lytte til ham alligevel.

Jeg er en af dem, der aldrig ser basketball, men som godt kan deltage i en ret detaljereret samtale om NBA, fordi jeg hører podcasts om det. Jeg møder også folk i mit arbejde, som ikke ser særlig meget Superliga eller fodbold i det hele taget, men som via podcasts følger med.

Jeg sætter pris på, at Bill Simmons går op i ting som om en spiller vurderes til at være dem 12. eller 13. bedste nogensinde. Så kan man være enig eller uenig, men jeg sætter pris på, at han synes sportsgrenens historie er så vigtig og interesserer sig for, hvad der er gået forud«.

‘Offside’. (Foto: Fotbollsmagasinet Offside)

’Offsides podcast’

»Det er en svensk podcast udgivet af et fremragende svensk fodboldmagasin, som udkommer nogle gange om året og er fuld af longreads om fodbold, svensk som international. De to chefredaktører har så en podcast, der har inspireret mig meget i forhold til mig eget virke som podcaster, fordi man aldrig rigtig ved, hvad et nyt afsnit kommer til at handle om.

De har det mantra, at hvis der er spillet en kæmpestor og meget omtalt kamp, så finder de ofte deres helt egen indgang til det, eksempelvis en politisk nyhed, en popkulturel begivenhed, en bog eller en film, og så perspektiverer de over til fodboldsporten derfra.

Og så er de også bare fantastiske fortællere, hvis podcast har holdt sit høje niveau i alle de 10 år, de har lavet den«.

‘Forhjulslir’. (Foto: Forhjulslir)

’Forhjulslir’

»Det er en cykelpodcast, som jeg har taget med for at repræsentere, hvor dygtige vi er til at tale og fortælle om cykelsport her til lands. Jeg synes virkelig vi har god cykelsportsjournalistik og -litteratur. 

Det er ham, der hedder Anders Mielke, der laver den, ofte med Per Bausager som gæst. To personer fra to vidt forskellige generationer, men med samme passion for og viden om cykelsport. Jeg ved ikke lige så meget om cykelsport som om fodbold, men jeg kan høre, at her er der to, der virkelig ved, hvad de snakker om. Og så virker de til virkelig at kunne lide hinanden. Der er en stor aldersforskel imellem dem, men de har en god kemi.

Podcasten følger cykelkalenderen, så det er helt klassisk med optakter til næste weekends løb, analyser af sidste weekends løb og interviews indimellem også. 

Viden og passion er det jeg gerne vil have fra mine podcastværter, og det får man her.

Der er altid den fare, når to kendere taler sammen, at det kan blive indforstået og udelukke lytteren, men jeg synes at ’Forhjulslir’ giver ny viden, om man har set løbet eller ej, men også uden at det bliver overforklarende, for det er jo alt sammen en balance«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af