Netflix udvider kataloget af mobilspil og har inddraget endnu flere af deres succesfulde serie- og reality-franchises i universet, skriver Variety.
Den nyeste udvidelse kommer med en mobilspiludgave af ‘Emily in Paris’, hvor Netflix selv beskriver at: »Med hjælp fra Emily, Mindy, Alfie og Gabriel vil du udforske den romantiske hovedstad og arbejde på at finde dig selv i processen«.
I Netflix’ trailer kan man se, at spillet ser ud til at følge en historiebaseret model.
Og det er ikke Netflix’ eneste nye spil. Der er nu også mulighed for at gennemspille datingprogrammet ‘Perfect Match’, ejendomsmægler-programmet ‘Selling Sunset’, samt at beslutte om du vil bryde reglerne om, at du ikke må være sammen med de andre deltagere i ‘Too Hot to Handle’.
Netflix har haft spil som en del af sit udbud siden 2021, hvor man hyrede en tidligere EA-chef til at stå for den nye platform. Både i 2022 og 2023 viste rapporter imidlertid, at omkring 99 procent af brugerne ikke spiller på tjenesten.
Netflix er ikke det eneste medie, der har inddraget mobilspil i sin forretning. Tidligere i år viste en opgørelse, at The New York Times’ online-abonnenter nu bruger mere tid på avisens spil end på at læse artikler.