Det danske tøjbrand Saks Potts har været populært blandt nogle af de største navne i popkulturen, som i rigt mål har båret de ofte farvestrålende designs i musikvideoer, på scenen og sociale medier.
Soundvenue har tidligere dækket, hvordan blandt andre Rosalía, Beyoncé, Jorja Smith, North West og Gigi Hadid har båret Saks Potts’ kreationer.
Men nu lukker stifterne, Cathrine Saks og Barbara Potts, eventyret ned i foråret 2025, og der kommer ikke flere nye kollektioner. Duoen startede brandet for ti år siden, da de var henholdsvis 19 og 20 år gamle.
»Cathrine og Barbara afslutter et årti med økonomisk succes og bemærkelsesværdige kreative projekter for at udforske, hvordan de kan overføre deres legacy til nye karrieremuligheder«, lyder det i et opslag på Saks Potts’ Instagram-profil.
Ifølge brandets udmelding er Saks Potts-forretningen økonomisk uafhængig og sund og har opnået en årlig vækst på mere end 25 procent.
Barbara Potts fortæller til Vogue Business, at duoen to gange har været tæt på at sælge brandet til interesserede købere, men endte med at takke nej.
»Det ville være svært at overlade kontrollen over narrativet og designretningen til andre. Hvis forretningen havde båret et andet navn end vores efternavne, ville det måske have været anderledes«, fortæller Barbara Potts.