KOMMENTAR. Det hele begyndte for to år siden, da en skuespillerinde med en skarp, grå page endnu engang ikke fik sin velfortjente Oscar.
Måske det lyder lidt som Glenn Close, der til dags dato er blevet frarøvet prisen hele otte gange. Men det er det ikke.
Hende her hedder Paloma Diamond og er kronet som TikToks ultimative veteranskuespillerinde. Og så er hun også hundrede procent opdigtet.
Denne fiktive skuespiller er en karakter skrevet og spillet af TikTok-indholdsskaberen Julian Sewell. En relativt almindelig mand i trediverne, der ved hjælp af nogle virkelig skrællede parykker formår at indkapsle energien hos en sand Hollywood-diva.
Siden han debuterede som Paloma Diamond på det sociale medie har diverse brugere opbygget et væld af lore omkring hende, og selvom hun endnu ikke har vundet sin imaginære Oscar, så er hun uden tvivl en voksende fanskares yndlingsskuespiller.
Og nu er hun langt om længe vendt tilbage til vores FYP’s.
Om mindre end en uge kulminerer Hollywoods prisuddelingssæson nemlig med en spektakulær aften til Oscar-uddelingen, hvis gyldne statuette er alle theatre kids’ våde drøm.
Ligesom mange andre filmfans er jeg besat af det hele.
Der er bare et lille problem, når det kommer til uddelingen af den guldbelagte mand. Det er efterhånden de samme, der vinder den hvert år.
Og det leder mig tilbage til Paloma Diamond og hendes grå page.
Nepo baby-rival
Brugere på TikTok keder sig godt og grundigt over år efter år at være tvangsindlagt til at se de samme film blive nominerede og har derfor skabt deres helt eget univers af fiktive kendisser, der spejler virkelighedens til perfektion.
Paloma Diamond er deres største stjerne.
Hun blev først introduceret i en video fra 2023, hvor Julian Sewell iklædt fem forskellige parykker gav sit bud på et alternativt univers af Oscar-skuespillerinder.
Der gik ikke lang tid, før videoens univers havde fået sit eget liv med brugere i kommentarsporet, der fra dag til dag bidrog til, hvad jeg for simpelheds skyld har valgt at kalde Paloma Diamond-lore.
Trods et rigt persongalleri, så var det nemlig helt fra denne første video åbenlyst, at hun var den største stjerne. Sidenhen er hun blevet kanoniseret i fanbasen som en veteran i branchen, der bliver nomineret hvert år, men også gang på gang ser statuetterne gå til en anden.
Ikke så ulig Glenn Close.
I persongalleriet findes også Lorelai Lynch, som er Paloma Diamonds væsentligt yngre nepo baby-rival. Og selvfølgelig Taylor Witherfork, der både af navn og smilende sydstatscharme lader til at være en imitation af Reese Witherspoon.
Hver karakter er en spot on efterligning af vor dages virkelige Hollywood-skuespillere, og måden de bliver markedsført for at bejle til Akademiet, der udpeger Oscar-vinderne år efter år.
En efterligning, der udelukkende bliver skarpere i kombination med fiktive filmtitler som ’Awake, Alone, and Aware on the Streets of Topeka, Kansas’ der er komplet bizarre og alligevel ikke ville overraske mig, hvis jeg så dem på plakaterne på Grandteatrets facade.
Den er sgu ikke så langt fra ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
Men festen stopper ikke her. For der er meget mere underholdning at komme efter i Paloma Diamond-universet.
Sidenhen er Julian Sewell nemlig gået på eventyr i det omfattende morads af pressetours for Oscar-film, og det er mindst lige så underholdende som de satiriske nomineringer.
Highlights inkluderer Paloma Diamond i Vogue-formaterne ’75 Questions’ og ‘My Life in Looks’.
For ikke at glemme hans parodi på et af Varietys ‘Actors on Actors’-interview, hvor Paloma Diamond er sat i stævne med rivalen Lorelai Lynch.
I år er det for alvor stukket af. For det er ikke længere kun Julian Sewell, der poster Paloma Diamond-indhold på TikTok. Andre kreatører vil også være med i hulen og har postet deres egne parodier.
Denne gang er det filmkritikken, der bliver gjort grin med.
Der er sågar en Paloma Diamond-biopic i gære med ingen ringere end Scarlett Johansson som potentiel hovedrolleindehaver ifølge den fiktive version af DailyMail, DailyNews.
Der er ingen ende, når det kommer til underholdning i form af Paloma Diamond-lore på TikTok.
Men derudover er dette alternative univers et yderst tiltrængt afbræk fra de gennemarbejdede pr-strategier, som efterhånden er blevet synonym for de prestigefyldte prisuddelinger.
Palomas år?
Formlen for en Oscar-film er gennem en årrække blevet finesset til en sådan grad, at det nærmest kan være svært at kende forskel på de nominerede.
Gang på gang bliver film forbigået, der ikke passer i filmprisens æstetik til fordel for dem, der har lagt flere penge i at lobbye for en nominering. Og publikum er trætte af, at priserne tilsyneladende ikke længere går til til de bedste præstationer, men derimod til hvem end der har været mest taktisk i deres marketingsstrategi.
Dette år er præmieeksemplet ‘Emilia Perez’, som er en af de mest nominerede film. Et kontroversielt valg taget i betragtning af, at filmen handler om den mexicanske narkokrig, men kun har én mexicansk skuespiller på call sheetet, er instrueret af en franskmand og blev optaget i Paris. For slet ikke at nævne skandalen omkring hovedrolleindehaverens racistiske tweets.
Man kan tydeligvis komme langt med den rigtige æstetik og gode marketingstrategier, men fjerner man fokus fra Hollywood-ekkokammeret og kaster et blik på populærkulturens hovedstad, TikTok, så er folk ved at være ligeglade med, hvilken Anden Verdenskrig- eller plaget kunstnerfortælling, der vinder bedste film.
Og når frustrationen over mainstreamkulturen kapper over, står de sociale medier altid klar som prinsen på den hvide hest. Efterhånden er den primære underholdning skiftet fra produktet til alt det drama, der opstår i marketingsprocessen omkring dets udgivelse.
Fra pressetours til twitterdrama er der rigeligt at komme efter. Se bare sagaen omkring ‘It Ends with Us’, der er endt i milliardklassen.
Men ligesom alt det andet er det også udmattende i længden. Så er det rart at kunne tage tilflugt i et drama, der uanset hvor virkelighedsnært det fremstår, i sidste ende er ren fiktion.
Endnu mere forfriskende er selvironien i Paloma Diamond-trenden.
For selvom vi elsker at kritisere Hollywood for forudsigelighed, så labber vi det stadig i os, når der lander en ny biopic eller bliver udgivet et nyt ‘Actors on Actors’-interview.
Når vi rammer natten til mandag, er gnisten af spænding derfor måske allerede ved at gå ud. Det bliver sikkert ’The Brutalist’, der vinder det hele, fordi plaget kunstner.
Bliver jeg skuffet, hvis ’Emilia Perez’ vinder over ’Wicked’? Ja.
Kommer jeg til at blive oppe hele natten for at se det forudsigelige show alligevel? Det kan du bande på.
Men hvad jeg næsten glæder mig mere til at finde ud af mandag morgen er, om 2025 langt om længe bliver Paloma Diamonds Oscar-år.
I am on the edge of my seat.