’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’: Komisk og kynisk Golden Globe-vinder lever op til hypen
Hvis Sam Rockwell var en film, ville Martin McDonagh have instrueret den.
Han kan være afsindigt morsom, inderlig og helt utålelig. Akkurat som McDonaghs film.
I instruktørens fejlskud ’Seven Psychopaths’ skabte Rockwell den mest øretæveindbydende filmpsykopat i vor tidsregning, så skinger og evigt bralrende, at man ønskede ham på spaophold i Yellowstones gejsere, men i instruktørens nye film, Golden Globe-triumfatoren ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, forgylder han manuskriptets linjer med sit portræt af en redneck i udkanten af udkants-USA.
Da han skrålede i bilen i ’Seven Psychopaths’ gav det tinnitus, når han skråler i bilen i ’Three Billboards…’, giver det bare mening.
Både McDonagh og Rockwell har en forkærlighed for det aparte, for samfundets randsjæle, og de elsker at udrulle tilværelsens armod i et kynisk-komisk absurdteater. Forskellen på ’Seven Psychopaths’ og ’Three Billboards…’ er mere end noget andet, at galgenhumoren her lander på en robust klangbund af empati.
For ligesom i ’In Bruges’, McDonaghs brillante debutfilm, er udgangspunktet kulsort: Mildred (Frances McDormand) spidder den lokale politichef (Woody Harrelson) i Ebbing, Missouri på tre reklametavler, der spørger, hvorfor manden, der myrdede og voldtog hendes datter, endnu ikke er i håndjern.
Skiltene sparker en kædereaktion i gang i sydstatsflækken, hvor politimændene torturerer sorte for sjov, truckerne bæller budweisere og brækker næser på den lokale bar, og byens dværg (Peter Dinklage) er en omvandrende skydeskive for hån.
De er lette at hade, hele bundtet. Fra McDormands lavine af en enmandshær, der bruger had som plaster og går i flæsket på politichefen, selvom han har kræft, til Rockwells drikfældige slagsbror i uniform, der bor hos mor og retter sig selv, når han forsvarer »tortur af negere«: »Tortur af farvede personer«, undskyld!
I McDonaghs Ebbing trækkes det glemte redneck-riges grimme ansigt ud i bredformat, men instruktøren ser forbi hadet og søger den forståelse, som det politiske USA gav afkald på (straffen sidder i det ovale kontor).
Når Mildred siger til eksmanden, at hans 19-årige kæreste lugter af lort, skal de kun forbi et slagsmål, før de slår låsen fra sjælens kamre og trøster hinanden. Hvorefter nok en fornærmelse flår stridsøksen op af mulden.
McDonagh bruger vores sympati som sjippetov og lader bonderøvene sjoske frem og tilbage mellem hævn- og medfølelse. De er ikke bedre, end virkeligheden viser dem, de er ikke værktøjer på ruten mod en morale, og de er ikke kun underlige for at være sjove.
De er til gengæld sjove.
Særligt Frances McDormand, i heldragt og bandana, og Sam Rockwell, aldrig uden en promille i blodet, er bragende gode. De affyrer McDonaghs suveræne replikker som harpuner og jonglerer med stille selvransagelse og flammende hævntørst, uden at det virker skizofrent. Og uden at det vækker andet end latter og bedrøvelse, gerne på samme tid.
De sørger for, at ’Three Billboards…’ i sidste ende formidler en så ubestemmelig blanding af håb og melankoli, kynisme og afvæbnende komik, at jeg dårligt kan forklare, hvilken følelse jeg er efterladt med. Og det er ment som en uforbeholden ros.
Kort sagt:
Oscar-favoritten ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ lever op til hypen med et komisk og kynisk, melankolsk og dybtfølt indblik i udkants-USA. Både Frances McDormand og Sam Rockwell fortjener deres Golden Globe-statuetter.