Soundvenue går ud: Denne uge skal vi høre hyperpop, spise langbordsmiddag og fejre venskaber

Der står nyklassikere, raves og vintergrøntsager på menuen, når byen varmer op til årets første forårsmåned. Soundvenue guider til det hele lige her.
Soundvenue går ud: Denne uge skal vi høre hyperpop, spise langbordsmiddag og fejre venskaber
Veiles. (Foto: Phie Beckett Stenbæk)

Eksistentielt kaos og cocktails i biffen

I nyere tid har instruktøren Noah Baumbach gjort sig kendt for film som ’Marriage Story’, hvis skænderiscener er blevet virale hit.

Men nogle år før sit personlige take på skilsmissedramaet gjorde selvsamme instruktør gennembrud med den ganske anderledes film ’Frances Ha’, hvor instruktørens samarbejdspartner og ægtefælle, Greta Gerwig, spiller en ung kvinde, der forsøger at finde fodfæste på New Yorks dansescene. 

Frances Ha. (Foto: PR)

Onsdag kan filmen opleves i Cinemateket, hvor billetten også indløser et måltid og en bette drink som den perfekte opvarmning til en sand klassiker inden for hot mess express-genren og et must see, hvis man ligesom filmens hovedperson af og til føler sig skuffet over storbylivet. 

Filmen er i sort-hvid, men frygt ej! Der er masser af farve at hente i dens udsøgte skuespilsoptrædener.

Film, tapas & cocktails: ’Frances Ha’
Cinemateket, onsdag 26. februar, kl. 17

Hektisk hyperpop

Den danske sangskriver og producer Debbie Sings gæster Loppen for at fejre sit længe ventede debutalbum ’Debbie’s Songs’, der udkommer blot en dag efter koncerten. 

Debbie Sings på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Debbie Sings er kendt for sin gennemproducerede og danseindbydende hyperpop, der i kombination med en fuldstændigt vanvittig stage pressence giver mulighed for at hengive sig til en dunkende bas og en vibe, der sjældent ses på den danske musikscene. 

Mon det er muligt at få en smule brat summer-følelse på en kold februaraften? Så skulle det i hvert fald være torsdag på Loppen, hvor Debbie Sings også hiver et par musikalske venner med på scenen.

Debbie Sings and Friends
Loppen, torsdag 27. februar, kl. 20

Ikoniske toner på Lygtens Kro

Rygtet har længe lydt, at indie sleaze er på vej ind i en ny storhedstid, and we’re here for it!

For selvom slut-00’erne og start-10’erne har budt på mange rædselsfulde ting, så er indie sleaze et sjældent eksempel på en bølge, der er så ikonisk, at den aldrig vil forældes. Og hvis man savner nedtrådte ballerinaer, hullede skovmandsskjorter og meget vidde hatte, er Lygtens Kro skredet til undsætning med hyldest af netop denne periode.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

DJ-parret No No Nos – Anders Arendt og Marie Louise Brank – samt Liam Carroll sørger for banger efter banger til en fest, der, hvis du er heldig, kan få dig til at føle dig lige så cool som en gummibestøvlet Kate Moss på Glastonbury. 

Sleazy Disco
Lygtens Kro, fredag 28. februar, kl. 22

Langbordsmiddag og intimkoncert

Er man til en mere chilleren fredag aften, så er det heldigvis til at finde hos Den Frie Udstillingsbygning, der i samarbejde med madkonceptet Gamora denne uge endnu engang hoster fællesmiddag og koncert til alle, der skulle hungre efter det. 

Ved aftenens start kan man blive kulturelt og æstetisk beriget af museets kunst og måske falde i snak med en af de fremmede, der kunne blive ens sidemakker ved langbordet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Til fællesmiddagen vil der blive serveret et lunt tryghedsmåltid med masser af vintergrøntsager som kål, rødder og knolde, der kan varme selv det koldeste hjerte.

Det hele afrundes med en koncert af Esther, der tidligere har optrådt under kunstnernavnet Veiles. Sangeren har efter et stykke tid med kreativ vinterhi atter besluttet at vende tilbage til musikken og optræde med både gamle kendinge samt helt ny og uudgivet musik.

After Hours #3
Den Frie Udstillingsbygning, fredag 28. februar, kl. 18

Queer joy til den lyse morgen

Er du stadig i tvivl om, hvordan du skal tilbringe natten mellem fredag og lørdag, så skulle du måske svinge forbi Den Anden Side til queer rave.  

Arrangøren er Mainstream, der nu i 10 år har banet vejen for sikre fester for queerpersoner i København. Det er selvfølgelig fejringsværdigt. 

Og fejret bliver det, for Mainstream slutter sig for en nat sammen med den London-baserede queer rave-arrangør Adonis, der beskriver sig selv som, »kaotisk, hedonistisk og venligt«.

Foto: Den Anden Side

Festen består desuden af et lineup af ubegrænset queer talent, som man næppe vil misse. 

Maintream x Adonis 
Den Anden Side, fredag 28. februar kl. 23.59

Formiddagsfejring af venskaber

Mikroforlag, tidsskrifter og zines pipler frem i det københavnske kulturmiljø, og lørdag kan du deltage i udgivelsen af endnu en af slagsen.

Tegneseriebutikken Vildnis holder release for zinet ’continuing to archive my friendships’, som udforsker kompleksiteten af venskab og vedligeholdelsen af venskabelige relationer. På programmet er både Q&A og oplæsning.

Foto: Spektakel Tryk & Grafik

Snacks og hibiscus-te er inkluderet i denne fejring af de platoniske relationer, som former os. 

Tag en ven med. Det bliver hyggeligt!

”continuing to archive my friendships” zine release
Vildnis, lørdag 1. marts, kl. 13.30

When I go to the club, I want to hear those club classics

Skal ugen rundes af med klubmusik og dans, så har ALICE arrangeret den perfekte fest til at indvie forårets første måned.

Med CLUB REAL har koncertstedet sluttet sig sammen med REAL LIVE, som er en duo fra  det københavnske undergrundsmiljø, der siden 2023 har præsenteret over 50 artister. 

Foto: ALICE

Duoen er kendt for at have særlig snilde, når det kommer til opsnusning af nye undergrundsartister til events, der bryder konventionerne for æstetik og genre. CLUB REAL er ingen undtagelse.

Lineuppet består af den london-baserede kunstner og musiker Charlie Osborne, den eksperimenterende amerikanske rapper lil rapture, den københavnske dj Timmyia og et helt nyt projekt bestående af tidligere nævnte duo bag REAL LIVE under navnet Goat Arc. 

Der er noget for enhver smag. 

CLUB REAL
ALICE, lørdag d. 1. marts, kl. 20

Har du tips til, hvor vi skal gå ud næste uge? Så send en mail til kultur@soundvenue.com, hvor du skriver lidt om arrangementet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af