Soundvenue går ud: Denne uge skal vi diskutere rappere, feste på italiensk og se kvinder i slåskamp

Ugen står i kvindernes tegn op til kampdagen lørdag. Men indtil da har byen heldigvis også meget andet godt at byde på. Soundvenue guider til det hele her.
Soundvenue går ud: Denne uge skal vi diskutere rappere, feste på italiensk og se kvinder i slåskamp
Hotel Cecil. (Foto: Hotel Cecil)

Litteratur uden regler

Begyndelsen af ugen byder på potentielt store omvæltninger. Tirsdag har du i hvert fald mulighed for at få redefineret hele din måde at læse på, når forfatter og billedkunstner Amalie Smith smutter forbi hovedbiblioteket til en snak om sit nyeste værk ’Terracotta’, der udkom i januar.

Amalie Smith. (Foto: David Stjernholm)

Udgivelsen er et forsøg på at takle livets helt store spørgsmål gennem et brud med de traditionelle konventioner for en bogs opbygning og bliver genrebetegnet som »noter, tekster, samtaler« uden tydelig start eller slutning.

Amalie Smith vil fortælle om, hvorfor netop disse brud på form og kontinuitet er essentielle for hendes arbejde med tematiseringen af forholdet mellem mennesker og natur. 

Bag om bøgerne: Boghåndværk med Amalie Smith
Hovedbiblioteket, tirsdag 4. marts, kl. 17

Popkulturelt opgør

Hvis du ligesom mange andre har været helt nede i Diddy-kaninhullets dyb på det seneste, så kan du godt glæde dig til onsdag aften i Absalon. 

Zetland indtager nemlig folkehuset og tager en række gæster med – herunder tidligere Soundvenue-musikredaktør Kristian Karl – der sammen vil dykke ned i retsdramaet og diskutere, hvorfor det er vigtigt stadig at holde liv i samtalen om popkulturens magtfulde mænd. 

Diddys retssag er nemlig meget mere end drama fra underholdningsindustrien. Det er et regulært opgør med dens magt over vores samfund og mændene i toppens misbrug af deres stjernestatus. 

Generation Diddy
Folkehuset Absalon, onsdag 5. marts, kl. 20

Kunstnerisk sorgbearbejdelse

Er du til en onsdag aften med mere fokus på det nære frem for den store, stygge popkultur, så skal du måske til film- og litteratursalon i Grand og opleve en sand dansk filmperle. 

I denne uge viser biografen Sylvia Le Fanus coming-of-age-film ’Min evige sommer’, der netop har haft premiere. 

‘Min Evige Sommer’. (Foto: Reel Pictures)

Soundvenues filmredaktør, Jacob Ludvigsen, har kaldt filmen »en af den slags debuter, der løfter ens tro på dansk films fremtid«.

Efter visningen kan du møde instruktør Sylvia Le Fanu i samtale med forfatter Naja Marie Aidt. De to vil diskutere kunst og sorgbearbejdelse med udgangspunkt i ‘Min evige sommer’ og Naja Marie Aidts bog ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’. Det bliver utvivlsomt en følsom, tankevækkende og smuk aften.

Film- og litteratursalon
Grand Teatret, onsdag 5. marts, kl. 19

Skål med københavnsk kollektiv

Du kender måske allerede deres pladeselskab og bodega. Men denne uge kan du også være med til at fejre det nyeste skud på stammen hos Konkylie.

Fredag lancerer folkene bag det fremtrædende kreative kollektiv nemlig bureauet Konkylie Studio. Det sker selvfølgelig med en fest på deres nye hjemmeadresse.

Foto: Mathis Askebjerg Schmidt

Konkylie har siden begyndelsen for seks år siden markeret sig med artister som First Flush. Det er dog ikke til at vide, om det er dem, der gæster fejringen af det nye bureau, der lover både liveoptrædener og dj-sets. Og så selvfølgelig et glas vin eller to. 

Konkylie Studio Celebration
Konkylie Studio, fredag 7. marts, kl. 17

That’s amore

Skal festen fortsætte hele natten, så er Hotel Cecil måske næste stop på ruten. Der er nemlig lagt op til en bella notte, når de italienske djs og producere Sam Rufillo og Whodammy kommer til byen for at vise København, hvad ægte italiensk disco er. 

Sam Rufillos lyd er en kombination af middelhavsdisco og funk house med italienske vokaler som kroningen på et værk, der helt garanteret vil sætte ild til dansegulvet. Whodammys dj-sæt bliver ligeså brandvarmt med elektronisk disco. 

Foto: Hotel Cecil

Den københavnske dj Boogie Rookie gengælder italienernes fest med sin egen optræden, der bliver fuld af nostalgisk synth.

Spaghetti Disco
Cecil AM, fredag 7. marts, kl. 23

Et klubkultur genopstår

Er det ikke lige den italienske disco, der kalder på dig denne uge, så er det måske hos Den Anden Side fredagen skal afsluttes, når en gammel kending genopstår fra døden. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For et år siden måtte kulturfællesskabet Motopol desværre lukke dørene til sin egen venue, men det betyder jo ikke, at drømmen om at skabe rum til diverse kulturelle arrangementer døde med lokalet. Motopol nægter i hvert fald at lade sig begrænse og i denne uge fejres deres vedholdenhed og commitment til en klubnat uden lige. 

Fejringen beskrives som »en hyldest til vores fortid og en deklarering af vores fremtid«.

Motopol Rebirth Celebration
Den Anden Side, fredag 7. marts, kl .22.30

Kvindeligt venskab og sammenhold i krisetid

Lørdag er kvindernes internationale kampdag, og hvad er vigtigere for kvindekampen end fællesskab?

I en samtale om de kvindelige venskabers terapeutiske kraft udforsker kulturjournalist Lucia Odoom og psykolog med speciale i venskaber Johanne Schwensen vigtigheden af veninder, når verden er sat i brand af patriarkatet. De to er i øvrigt ikke bare samtalepartnere i dagens anledning, men også veninder privat.

Lucia Odoom og Johanne Schwensen (Foto: Carolina Ahrenkiel & Najaaraq Vestbirk)

Voksne danskere scorer lavt, når det kommer til mentalt helbred. Især kvinderne er hårdt ramt. Denne samtale er en invitation til dyrkelse af venskabet som støtte i krisetiden.

Styrken ved kvindelige venskaber
HUSET, lørdag 8. marts, kl.18.30

Oversete kvinder

Glyptoteket fejrer også kampdag 8. marts med en særomvisning om udviklingen i portrætteringen af kvindekroppen gennem tiden samt en diskussion af kvindelige kunstneres udfordringer i en verden gatekept af mænd. 

Foto: Ana Cecilia González

Her kan du blive klogere på antikke gudinder og kvindelige kunstnere fra det 19. århundrede, få et nyt blik på samlingens værker og måske endda en fornyet værdsættelse af et par stykker, der hidtil har været overset. 

Kvindernes kampdag på Glyptoteket
Glyptoteket, lørdag 8. marts, kl. 11

Kvinde(slås)kamp i Vega

Hvem siger at kvindekamp kun sker med ord?  

Helt tilbage til suffragetterne har den politiske kamp for kvinders rettigheder været kæmpet mindst lige så fysisk som verbalt. Kvinder kan sgu også slås lidt nogle gange, og præcis det skal de få lov til i Vega, der markerer dagen med et kvindeligt wrestling extravaganza. 

Foto: VEGA

Så hvis man ikke har så meget lyst til fejring og positiv energi på denne dag, men mest af alt bare gerne vil give slip på lidt aggressioner, så er der rig mulighed for det her.

Det gør i hvert fald ni fabelagtige kvinder, som denne aften giver en knytter og los et vist sted til patriarkatet, og ja… også til hinanden. 

Bodyslam! Women’s Wrestling Fight Night
Store Vega, lørdag 8. marts, kl. 20

Hellige synder

Sigurd CPH åbner dørene til Edens have, når Sacred Sinergy vender tilbage på natklubben med sensuel poledance til en fejring af femininitet og kvindekroppens styrke.

Udover Sacred Sinergy vil HoneyHazee også vise sine pole skills, der er kendt for en effortless og forførende stil. Det bliver en aften i det kvindelige selvstyres tegn, hvor skammen smides på porten til fordel for fejring af kvindelig sensualitet og seksualitet. 

Foto: SIGURD CPH

Her er der ingen kedelig Gud, der smider dig ud for at tage en bid af æblet, så du kan trygt spise helt ind til kernehuset.

SACRED SINERGY: GARDEN OF EDEN
Sigurd CPH, lørdag 8. marts, kl. 22

Har du tips til, hvor vi skal gå ud næste uge? Så send en mail til kultur@soundvenue.com, hvor du skriver lidt om arrangementet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af