‘Mit år i Paris med Gertrude Stein’: I sin nye bog mangler Deborah Levy mod og nysgerrighed
ROMAN. I Paris boede i starten af 1900-tallet en forfatter, der udstillede skandaleombruste malerier af kunstnere, der nu anses som nogle af periodens største, blandt andre Matisse og Picasso. Hun levede i det, hun selv kaldte et ægteskab, med en anden kvinde. Og så skrev hun eksperimentel litteratur, som de fleste syntes var helt uforståelig. Jeg taler selvfølgelig om Gertrude Stein, der måske er mest kendt for at have skrevet sætningen »Rose er en rose er en rose er en rose«.
I Deborah Levys roman om Stein i Paris og om en fortæller, der er ved at skrive et essay om Stein i Paris, betyder den sætning, at Stein »gjorde rosen rød igen«. Rosen var blevet tyndslidt af at blive brugt alt for hyppigt i digte. Den var blevet til et tomt symbol for romantik. Stein ville have sine læsere til at tænke på en konkret rød rose igen.
Men formår Levy også at skrive Stein levende igen?
Lesbisk veninde
Den ret anonyme fortæller i ‘Mit år i Paris med Gertrude Stein’ er »mere interesseret i Fanny og Eva« end i Stein. Jeg er omvendt mere interesseret i Stein end i fortællerens veninder.
Eva har store blå øjne, der får alle til at sige »ååårh«, og Fanny minder meget om en lesbisk udgave af Samantha fra ‘Sex and the City’. Faktisk bliver Fanny nærmest ikke nævnt, uden at det også understreges, at hun har adskillige kvindelige elskere, og hun har få replikker, der ikke handler om sex. Selv hendes navn er britisk slang for vulva. Og Stein går selvfølgelig over hovedet på Fanny, der blot mener »at hendes strikkede uldsokker ville have været en erotisk katastrofe«.
Det virker til, at Fanny bare er med i bogen for at være lesbisk, fordi Stein var lesbisk. Det er ikke en særlig fed måde at skrive homoseksuelle karakterer. Som om det eneste, de foretager sig, er at have homosex.
Med så flade karakteristikker begynder man at tvivle på, om forfatteren selv er interesseret i Fanny og Eva.
Endegyldigt svar
Heldigvis handler omtrent halvdelen af bogen om Stein. Her skriver Levy rosen rød igen. Blandt andet, når hun kalder hende »en maskine der spiste honningmeloner og hareragout med ribs«, eller når vi ser Stein på kvindecollege i 1890’erne med »et klokkeformet skørt stivet i sømmen med hestehår«. Så får Stein pludselig krop igen.
Levy er en garvet forfatter, og bogen er først og fremmest formfuldendt. Hun skriver ikke bare om Stein. Stein er sivet ind i Levys måde at skrive på. Hun arbejder med gentagelser ligesom Stein. Stein skrev »på små stykker linjeret papir«, så Levy skriver fragmenteret. De brudte elementer fungerer godt i Levys brede, ukoncentrerede læsning af Steins miljø og samtid.
Men hvor det for Stein var en pointe altid at skrive tvetydigt, lader Levy aldrig noget være op til fortolkning. For eksempel når Stein dumper sin eksamen »fordi en kvindehadende professor tog modet uigenkaldeligt fra hende«, eller når »den eksperimentelle dragning i Steins sprog kom til hende fra at lære at tale om billedkunst, gennem hendes venskab med Picasso og fra at være queer«. Bum. Så er den ged ligesom barberet.
På samme måde lader blåøjede Eva ikke bare sin dør stå på klem, så hendes kat kan komme og gå, som den vil, men også for at symbolisere, at »den halvåbne dør står på klem mellem hendes fortid (…) og hendes nuværende liv«. Tal om tyndslidte metaforer.
Steins nysgerrighed
Levy virker mere interesseret i selve det at skrive, end hun virker i Fanny, Eva eller Gertrude Stein.
Romanens afsnit kører på formel: De begynder eksempelvis med, at Eva lader sin dør stå på klem, og ender så med den sløjfe, at døren symboliserer hendes livssituation. Som om Eva kun er til for den overførte betydning, ligesom Fanny kun er til for at være lesbisk. Det virker afmålt, og teksten lukker sig om sig selv.
‘Mit år i Paris med Gertrude Stein’ handler om en forfatter, der er ved at skrive et essay om Gertrude Stein i Paris. Den handler derfor også om, hvordan fortælleren tolker alt i sit eget liv i lyset af Stein og omvendt Steins liv i lyset af sit eget. Som en, der selv har skrevet en forfatterbiografi, kan jeg bekræfte, at forstyrrelser godt kan forekomme.
Jeg er fan af fortællere, der hele tiden kommer til at blande sig selv ind i de historier, de ellers skulle forestille at fremstille objektivt – også i Levys udgave. Men i den måde, hun skriver om Stein, modernitet, Fanny og Eva, mangler Levy noget af Steins nysgerrighed, mod, originalitet og humor.
Kort sagt:
Romanen indkredser med brede penselstrøg Gertrude Steins skrift og samtid, men portrættet af tre veninder i Paris i 2024 kommer til at overskygge portrættet af Stein i Paris.