Guccis kreative direktør, Frida Giannini, forlod pludseligt brandet i sidste uge – en hel måned før det var planlagt og kort før modehusets store show under herremodeugen i Milano.
Modehuset reagerede med et komplet redesign af hele efterårskollektionen. Vel at mærke på bare fem dage. Absolut alt, fra tøjet til castingen af modeller og catwalkens opsætning, var ændret fra den tidligere hoveddesigners vision.
Da de mandlige modeller gik ned af catwalken iført 70’er-feminine items som blonder, flæser og chiffonbluser med silkesløjfer i halsen samt smalle halstørklæder, store briller og mink-forede sko, var udtrykket androgynt og ungt.
Et stort og overraskende skridt væk fra Gianninis luksuriøse jetset-æstetik, der varsler nye tider for det italienske modehus.
Det var husets accessories-designer Allesandro Michele, der ledte tropperne. Efter showet er han netop blevet bekræftet som afløser for Giannini. Det skriver WWD.
Læs også: Se Calvin Klein Collection-showet fra herremodeugen i Milano