Q&A: Sons of William-chefdesigner Julius Juul

Vi har besøgt den unge danske designer i New York.
Q&A: Sons of William-chefdesigner Julius Juul
Julius Juul

Med en drengedrøm som drivkraft og mavefornemmelsen som kompas har den unge designer og kreative altmuligmand Julius Juul sammen med sin lillebror Victor grundlagt tøjmærket Sons of William.

I en alder af 25 er Julius således indehaver af titlerne creative director og head designer med base i New York, mens den tre år yngre Victor fungerer som head of operations og CFO og bor i København. Projektet startede som en hobby for de to brødre, der ville lave kasketter til sig selv, men i dag er det vokset til et mærke, der er værd at holde øje med.

Bag brødrenes seneste kollektion, som er lavet med højteknologiske materialer og skjulte funktioner, gemmer der sig en fortælling om minimalistisk fremtidstøj, der skal klæde os på til året 3011.

Forrige år debuterede de med nerverne uden på tøjet med en kollektion under New York Fashion Week foran et publikum, og fra den amerikanske catwalk har tøjet spredt sig til butikker i New York, Los Angeles, Tokyo, London og Storm i København.

Vi mødte Julius Juul i hans hjem i New York til en snak om hans arbejde som designer.

Hvornår blev du for første gang bevidst om, at du ville være designer?
»Det har overlappet med mange ting gennem tiden. Jeg har altid interesseret mig for reklame – at tage noget og tillægge det værdi eller lave en historie omkring det. Men i reklamebranchen følte jeg, at der manglede ret meget af min egen smag og stil. Jeg fik ikke mig selv med ud i produkterne. Det er nok blandt andet her, jeg har indset, at jeg gerne ville være designer«.

Hvordan vil du beskrive Sons of William?
»Det er unisex fordi, vi gerne vil udviske linjerne for, hvad moderne tøj er for piger og drenge i dag. Vi har også valgt ikke at være bundet af sæsoner – vi udgiver noget, når vi synes, vi har noget at vise. Vi går, hvor vi føler for at gå hen, og er kun bundet af, at det skal være ting, vi har lyst til at lave.«

Er det din mavefornemmelse, du følger, når du designer?
»Ja! Jeg har altid haft den grundidé, at jeg designer tøj, som jeg gerne selv vil gå i, så jeg følger min mavefornemmelse for, hvad jeg synes er fedt, og så krydser jeg fingre for, at folk kan lide det. Dt er den måde, jeg synes, man skal designe på«.

Jeres website og Instagram-profil rummer et meget specifikt visuelt univers med billeder af bjergsider, isgletchere, beton og hud – hvad har det med jeres tøj at gøre?
»Jeg er på ingen måde uddannet inden for tøjdesign, men jeg er derimod uddannet i at tænke anderledes. Og ja, Sons of William er et projekt, der er mere end bare tøj. Det er et visuelt univers, hvor man skal kunne identificere sig med den stemning, man finder her. Det er svært, at forklare. Vi sælger ikke os selv gennem ord, men lader det være op til folk selv, om de kan identificere sig med den visuelle stil, vi har skabt.«

Hvordan spejler det visuelle univers, som i har bygget omkring Sons of William sig så i tøjet?
»Ideen bag vores seneste kollektion bygger på historien om, at vi har gennemgået en istid og er i 3011, hvor vores opfattelse af tøj er blevet nedbrudt. Vi har så genopfundet tøj på en måde, så funktion er sat over æstetik. Alle vores stykker tøj er visuelt skåret helt ind til benet og indebærer en funktion: skjulte lommer, print med gps-informationer, morsekoder, vandtætte materialer og så videre«.

Det er gået stærkt for Sons of William, hvad har der været af bekymringer undervejs?
»Man er nødt til at sige fuck det, vi gør det. Det er den eneste attitude, man kan have til det. Det er helt sikkert en prioritering at være frygtløs – det kræver det i den kreative verden«.

Der må være noget, du er bange for?
»Min største frygt er, at jeg som gammel ser tilbage og fortryder, at jeg ikke gjorde mere. Derfor laver jeg alt kreativt, jeg kan få fingre i. Og hvis jeg ikke kan finde ud af noget, så skal jeg nok lære det undervejs – jeg siger i hvert fald ikke nej. Det er en teori, jeg lever efter: gør og skab noget hele tiden og spred det så vidt, som det er muligt«.

SONS OF WILLIAM AW15 FROST ESTHETIQUESons of William AW15

 

2sons

 

3sons

 

5sons

 

6sons

 

8sons

 

9sons

 

10sons

 

soundvenuetest2

 

soundvenuetest3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af