Der er masser af respekt for den danske designer i den internationale modebranchen. Det blev slået fast igen i går, da hun blev offentliggjort blandt de fem nominerede til den engelske modepris Designer Menswear Fund. Det er andet år i træk, at Astrid Andersen er nomineret.
The British Fashion Council, der er medafsender på prisen, har valgt Andersen og fire andre brands, fordi de har »potentialet til at udvikle sig til et globalt designer brand«. De andre nominerede inkluderer Craig Green, Lou Dalton, Sibling og Christopher Raeburn.
I løbet af de næste to uger skal de fem nominerede igennem et intenst mentorprogram sammen med brancheeksperter, hvorefter hver designer skal afleverer en ny forretningsplan til dommerne. Vinderen, der annonceres den 18. maj, bliver en del af en mentorordning i et år, får ydelser for 500.000 kroner og en prissum på 1.500.000 kroner.
Sidste år vandt brandet E. Tautz prisen foran blandt andre Astrid Andersen.
Det er altså en engelsk pris for engelske mærker, men selv om Andersen har sit studie på Nørrebro, så er hun uddannet i London og afholder shows i forbindelse med herremodeugen derovre.
Astrid Andersen er de senere år blevet kendt for sit sporty streetwear, der især trækker på hendes fascination af basketball og hiphop. De seneste to år har hun været nomineret i kategorien Emerging Menswear Designer til British Fashion Awards, ligesom hun også har været shortlistet til den parisiske modepris LVMH Young Fashion Designer Prize.
Læs også: Astrid Andersen nomineret til prestigefyldt fransk modepris