Når Kenzo laver kampagnefilm, ved man aldrig helt, hvad man skal forvente. For det kreative team bag det eklektiske mærke, Carol Lim og Humberto Leon, ynder at forkaste traditioner og i stedet præsenterer os for originale universer og fortællinger, der både tryllebinder, inspirerer og underholder.
For få uger siden offentliggjorde Kenzo en parfumereklame, der med filminstruktøren Spike Jonze ved roret fremviste en vanvittigt dansende Margaret Qually til lyden af høje, tunge beats.
Nu er brandet igen klar til at skubbe til konventionerne med deres nye kampagnefilm, der er instrueret af musikeren Carrie Brownstein, som også for få dage siden optrådte til Opening Ceremonys politiske SS17-show – Carol Lim og Humberto Leons andet kreative hjertebarn.
Den nye kampagnefilm, der er Brownsteins instruktørdebut, præsenterer et surrealistisk og humoristisk univers, hvor blandt andre Rowan Blanchard, den snarligt Spiderman-aktuelle Laura Harrier og ‘Orange Is the New Black’-skuespilleren Natasha Lyonne sætter fokus på fjollede onlineinteraktioner og måden, hvorpå vi kommenterer på sociale medier.
Uden at afsløre for meget så optræder Lyonne blandt andet i en yderst upassende morrolle, alt imens hvalpe oplæres til at tage selfies, og musikeren Kim Gordon bliver gift med en fan.
Se filmen med den sarkastiske titel ‘The Realest Real’ her:
Læs mere: Kenzo og Spike Jonze skubber til konventionerne i ny parfumereklame – mindre sex, mere gak