Copenhagen Fashion Week: Muf10 fandt vejen frem med debutshow

Copenhagen Fashion Week: Muf10 fandt vejen frem med debutshow
Foto: Copenhagen Fashion Week

Igennem flere sæsoner har Muf10’s oversize bomberjakker og hoodies fyldt i gadebilledet under både den danske og de internationale modeuger. Men i dag bevægede den autodidakte designer Reza Etamadi sig for en stund væk fra gaden og ind på den officielle showscene, hvor beviste, at der er noget om snakken.

Man sad ellers lidt med følelsen af, at kollektionen kunne bevæge sig i mange retninger – særligt efter Dansk Design Talent – Magasin Prisen, hvor designeren eksperimenterede noget mere, end man tidligere havde set fra ham.

Inden showstart blev man blev mødt af et tungt og rungende beat, der spillede CIFF’s showscene op, mens det scenografiske bestod af to store Freja-lastvogne (fragtfirmaet, der flere gange har optrådt på designerens tøj som en fordansket pendant til Vetements’ DHL-t-shirt). Lastvognene var naturligvis udstyret med store Muf10-fælge.

muf10_aw17_1

Som showets første indgang bevægede en kvindelig model sig ned af catwalken iklædt en gennemsigtig, turkis kjole med lange ærmer og MUF10-tryk. Og allerede der slog Etamadi fast, hvad han ville med kollektionen. Han ville lege med silhuetter og naturligvis inkorporere sit logo i alting – lige præcis den ‘simple’ designtilgang, der har ført ham fremad indtil nu.

muf10_aw17_2

Kollektionen var begrænset og bestod kun af 12 indgange, men mere behøvede man ikke for at blive overbevist om, at Muf10 har sin berettigelse i modelandskabet. Faktisk virkede det smart at begrænse sig. Der var latexfrakker, et par højtaljede bukser med vilde lynlåsdetaljer, flere t-shirts med print og en camo-frakke til kvinderne.

På herresiden var bukserne volumniøse, overdelene havde et regnjakkepræg over sig, og så stod et fuldt veloursæt med logoprint på maven samt afklippede, frynsede detaljer og overdimensionerede ærmelængder ud som højdepunktet.

muf10_aw17_5

Hvor man før mødet med Muf10’s første kollektion sad med følelsen af, at man ikke helt vidste, hvilken vej det ville gå, så var man ikke i tvivl, da showet var slut. Uden at bevæge sig ud af sin komfortzone, leverede Etamadi en stærk, men også sikker kollektion, der fandt ind til essencen af det, som mærket bør stå for – lige nu i hvert fald.

muf10_aw17_6

Og så må vi selvfølgelig ikke glemme, at han selv er en iscenesætter, der kan løfte tingene til et endnu højere niveau. Som en konge af modeugen dukkede han op, iført en sort latexfrakke og visorsolbriller bag en stor røgsky for at modtage modeugens største applaus.

Læs også: Muf10 er klar til at bevise, at de er mere end hype

Læs hele vores modeugedækning HER.

muf10_aw17_3

muf10_aw17_4

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af