Det kan være svært at finde ud af, hvor dedikeret Beyoncé er til hele Ivy Park-eventyret, men når hun investerer energi i tøjmærket, så lægger man mærke til det. Og selv om hun ikke er med i den seneste kampagne fra brandet, så mærker man hendes tilstedeværelse.
Fokus er nemlig på diversitet, eller som hun siger i en pressemeddelse, så handler reklamen om »at fejre alles unikhed. Ægte skønhed og kraft er skabt på baggrund af en stærk karakter og defineret indefra og ud. Der findes ikke kun én standard for skønhed«.
For at vise det har Ivy Park fået den transkønnede ‘Orange Is the New Black’-skuespiller Laverne Cox ombord som model sammen med Beyoncés dansekoreograf Karen McDonald og modellerne Grace Bol og Ralph Souffrant.
»Det føles ikke virkeligt. Det føles som en mærkelig drøm, jeg har haft siden Destiny’s Child. Det føles utroligt, at jeg får lov til at være en del af det her brand, som allerede har inspireret mig, og arbejde sammen med en kvinde, der især har været en kæmpe inspiration for mig og så mange mennesker verden over«, siger Cox til PeopleStyle.
Selv om diversitet er kodeordet i mange modekampagner for tiden, så føles det ægte, når det kommer fra Beyoncé, der behandlede sort kultur på ‘Lemonade’ og tidligere har lavet en kampagne for sit merchandise, som inkluderede den muskelsvindsramte model Jillian Mercado.
Se hele kampagnen på Beyonces website.
Læs også: Beyoncé fortsætter sin mere tilgængelige stil