Nike Air Zoom Spiridon 16
Selv om den her liste ikke er rangeret fra bedst til værst, starter vi med de ubestridte verdensmestrer hos Nike. Siden starten af 90’erne har deres modeller været prydet med det refleksive 3M-materiale, der blandt andet resulterede i tilblivelsen af den velkendte Nike Air Max ’97 ‘Silver Bullet’.
Et af de seneste skud på Nikes refleksive stamme er Nike Air Zoom Spiridon, der også er blevet gjort trafiksikker. Spiridon-silhuettens overdel har fået en overhaling med 3M-materialet, som har været i brug i næsten 80 år på alverdens trafikskilte. Modellen koster 1.050 kroner hos BSTN.
Alife & Starcow x Adidas Stan Smith
Da det reflektive materiale tog vejen fra vejskilt til fodtøj tilbage i 90’erne, var første stop på rejsen løbeskoene, der skulle hjælpe sportsfolk med at blive set i mørket. Her blev særligt hælkappe og pløs overhældt med reflekterende maling, så løbeskoene både lyste op bagfra og forfra.
Seneste stop på samme rejse er Adidas’ Sneaker Exchange Program, der i sommers bød på samarbejdet mellem amerikanske Alife og franske Starcow. Her fik de to brands mulighed for at sætte deres præg på den ikoniske silhuet, og ligesom i løbeverdenen resulterede det i en reflektiv pløs, snørebånd og hælkappe. Skoen er på udsalg hos Norse Store lige nu til 690 kroner.
Our Legacy Mono Dark Runner
De er pionerer, når det kommer til europæisk kvalitetstøj, men bliver tit overset, når snakken falder på fodtøj. De svenske minimalister fra Our Legacy er i år ude med en version af deres Mono Runner, der først for alvor kommer til sin ret, når mørket falder på. Den lidt futuristiske silhuet, der passer godt ind i tidens mange sneakers med kraftige såler, er nemlig udstyret med reflekterende snørebånd og pløs. Den koster 2.730 kroner hos Our Legacy.
Asics GEL Kayano Trainer Knit Reflective Armour
Som om det ikke var teknisk nok i forvejen, har Asics taget det skridtet videre og begået en lille genistreg med denne GEL Kayano Trainer. Overdelen består nemlig af knit, strikket sammen af reflekterende tråde, der skaber en fuldkommen reflekterende overdel. Køb den hos Afew Store til 960 kroner.
Alife x Puma R698 Reflective
At sige skindet bedrager om Puma og Alifes fælles projekt er ikke helt galt. Her synes den sorte overdel af syntetisk læder at være symbolet på en minimalistisk og enkel silhuet, der egentlig helst så sig fri fra opmærksomhed. Men virkeligheden er en helt anden. I hvert fald nu hvor de mørke vintermåneder er over os. Overdelen er nemlig beklædt med et reflekterende materiale, som får hele skoen til at lyse op i mødet med lyset. Skoen fås på tilbud hos Rezet Store til 600 kroner.
Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – Tyler, The Creator, Palace og Fila for fuld udblæsning