Imens mange af hendes modelkolleger var i Shanghai og gik Victoria’s Secrets altid omtalte show, så måtte Ashley Graham konstatere, at undertøjsmærket stadig ikke er med på beatet, når det gælder kropsdiversitet. For selv om årets catwalk var den mest etnisk mangfoldige i mange år, så var Graham ikke sen til at spotte, at der ikke var blevet plads til nogle mere kurvede modeller.
I stedet for blot at ærgre sig og håbe på forbedringer næste år, så valgte Graham at påpege det på effektiv vis, dog uden at gøre noget stort nummer ud af det. Hun photoshoppede ganske enkelt sig selv iklædt undertøj fra Addition Elle ind på et sæt af Victoria’s Secrets ekstravagante vinger og skrev: »Got my wings«.
På den måde udstillede hun sit eget fravær på VS-catwalken samt satte fokus på det konkurrende undertøjsmærke Addition Elle, som Graham netop har designet en kollektion i samarbejde med.
Da Victoria’s Secret startede pr-møllen i september som optakt til gårsdagens show, var Graham også med i et andet brand, Lane Bryants stikpille af en kampagne, der brugte sloganet ‘I’m No Angel’ til at pege på konkurrentens manglende kropsdiversitet.
Læs også: Josephine Skriver var en mørk engel ved Victoria’s Secrets show – se begge hendes outfits