Balenciaga tramper videre
Der er ingen tvivl om, at Demna Gvasalia har sat sit præg på sneaker-moden de seneste par år, hvor de kraftige løbesilhuetter og sokkedesignet har fyldt mere og mere. Det er takket være Triple-S- og Speed Runner-modellerne, der nu er landet i nye colorways.
Flagskibet Triple-S skulle snart lande i ovenstående rød/sorte colorway, mens Speed Runner allerede er til salg i en grå version, hvor logoprintet er lavet om til det dobbelte B. De koster 4.200 kroner hos Farfetch.
Nike sætter farve på sin ‘The 1 Reimagined’-serie
I starten af året lancerede Nike et ambitiøst projekt, hvor kvindelige designere havde ommøbleret brandets genkendelige Air Jordan 1- og Air Force 1-modeller.
Det kom der ti nye version ud af. De blev lanceret i hvide colorways, men nu har Nike hældt pastelfarver ud over dem, så de er klar til flere solrige dage. De lander i weekenden i USA, men der er endnu ikke meldt en dansk releasedato ud.
‘The Ten’ nonstop
Hypen omkring Virgil Abloh er ikke blevet mindre med hans Louis Vuitton-udnævnelse, og så skader det selvfølgelig heller ikke, at Nike lader til at holde kog i ‘The Ten’-samarbejdet resten af året. Der lander hele tiden ny colorways af sidste års collab på nettet. Nu har Py_rates for eksempel vist denne sorte version af Zoom Fly, som igen antyder, at sort er det gennemgående tema efter sidste års primært hvide colorways. Ifølge rygterne skulle den nye colorway lande i oktober.
Lav sin egen Air VaporMax
Den seneste model til at ramme Nikes d-i-y-afdeling, iD, er Air VaporMax Flyknit Moc 2, hvor originalens snørebånd altså er skåret fra, men en ekstra hælkappe blandt andet er tilføjet. Det vil sige, at du kan sætte dit eget farvepræg på modellen, når du kan ændre looket på overdelen, Swoosh’en, luftpuderne og så videre. Den frihed koster dig 1.860 kroner hos Nike.
Flere 80’er-sommer-vibes fra Nike
Der er bare noget ved den farvekombination, der skriger 80’er… og sommer. Så hvis du også kan mærke farvegraderne stige, så er Nikes Air Max 90 i denne ‘Summer Sea’-colorway perfekt til at akkompagnere den følelse. Skoen skulle komme i handlen i morgen lørdag hos udvalgte Nike-forhandlere.
New Balance holder fast i rødderne
Ja, vi er kede af at sige det, men Donald Trump må være vild med New Balances ‘Made in U.S.A.’-serie. For her holder mærket netop fast i sit ophav og vælger altså stadig at producere nogle sko i hjemlandet trods de højere omkostninger.
Den ene af de to seneste modeller fra serien, 999’eren, tager sågar amerikanerfeberen endnu højere med sit farvevalg. Den er til salg nu hos Feature, hvor den koster 1.095 kroner. Den anden, 990v4, er mere nedtonet og klassisk New Balance – og ja, samtidig meget nu. Den skulle komme i salg hos udvalgte forhandlere den 14. april.
Valentino laver mokkasiner
Grundessensen er egentlig meget tidens look – en mid-høj sokke-sneaker med en enkel hvid så, men her stopper det enkle så også. For med farver, mønster, kvaster og frynser henter Valentino inspiration fra indianere til sine mokkasin-lignende sko (kulturel appropriation anyone?).
Prisen er selvfølgelig lige så vild som looket, når modehuset beder om 5.450 kroner for de forskellige modeller i webshoppen.
Skate med stil
Det er ingen hemmelighed, at moden elsker skateboarding, og nu har Adidas Skateboarding lavet to nye sneakers, der burde kunne tilfredsstille både modefolket og skaterne, 3ST.001 og 3ST.002. 1’eren, der især udskiller sig ved at have snørebånd, er indtil videre kun landet i en colorway, som allerede er udsolgt hos Adidas herhjemme.
Til gengæld er 2’eren lavet i flere varianter, der udover colorways også er forskellige på grund af brugen af Primeknit på nogle, mens andre har ruskind på noget af overdelens sokkedesign. Indtil videre er der fire versioner, der alle er til salg hos Adidas.
Mere retro-Reebok
Ikke kun DMX-linjen Reebok har hevet frem fra gemmerne, for hvorfor ikke gå i arkivet, når 90’erne stadig går sin sejrsgang (igen) i modebilledet? Nu hiver Reebok sin Rapide-model frem, og i al sin enkelhed sætter den fokus på brandets genkendelige logo. Indtil videre lander der fire nye colorways af skoen, som forventes i salg på torsdag den 12. april.
Rihanna redder din sure tæer
Den seneste Fenty x Puma-kollektion er kun blevet endnu mere athleisure-dyrkende med sit fokus på motorcross blandet med badedragter og langskaftede støvler. Kollektionen giver også plads til en version af de sneaker-sandaler, som vi ser flere og flere af. Samarbejdets Avid Trainer er nemlig en sokke-sneakers i knit og neopren, hvor det midterste af overdelen er skåret ud, så fødderne kan ånde i sommervarmen.
Den er lige nu til salg i en hvid colorway og en turkis. Titolo har begge til 1.115 kroner stykket.
Læs også: Street style: Soulland afholder lagersalg i Indre By