New Balance smider sin dad-trumf
Med sin seneste version af den voluminøse 608-model, X608WT, viser New Balance, at ingen skal fucke med dem, når det kommer til den ægte farstil. Lighederne med Nikes Air Monarch og diverse Sketchers-modeller, men det behøver ikke at ende i en diskussion om, hvem der kom først. Faktum er, at denne nye, enkle colorway snart lander på hylderne hos Naked til 700 kroner.
Klar til Halloween?
Ja, det er igen tid til den USA-importerede fastelavnvariant, og det er skomærkerne selvfølgelig også klar til at udnytte. Puma lancerede sin Court-silhuet for et par uger siden, som var en tilbagevenden til basketball-banen. Nu er de så klar med deres anden colorway, som i den grad er Halloween-venlig. Den skulle også komme i salg på onsdag den 31. oktober. Det vides dog endnu ikke, om den kommer til salg i Pumas danske webshop.
Det er ikke til at sige, om Nike og Puma har kigget hinanden over skuldrene, men Air Force 1 lander i hvert fald også med et skelet-røntgenprint lige i tid til Halloween. Nike-versionen, der også har selvlysende sål, lander også onsdag og koster 800 kroner.
Kanye fortsætter
Vi troede egentlig, at den massive release af Adidas Yeezy Boost 350 V2 i hvid var en slags afskedssalut til modellen, men åbenbart ikke. Selvom det anden colorway af Yeezy 700 lige er landet, så skulle Kanye og Adidas igen have 350 V2’eren på programmet til november. I forbindelse med amerikanernes gigaforbrugerfest Black Friday skulle denne sesamfarvede version nemlig blive sat til salg. Tiden må vise i hvilket omfang, der er tale om.
Palace klar med seneste Adidas-sneaker
Samarbejdet mellem det engelske skatebrand og Adidas har kørt i flere år, og selvom det står stærkest på tøjsiden, så er der kommet flere sneakers ud af det. Nu har de lavet den enkle Adidas Palace Camton i en primært hvid og en primært sort læderversion. De blev sat til salg i dag hos Palace og faktisk allerede udsolgt, men de plejer at komme til salg hos andre forhandlere efterfølgende, blandt andet har Norse Store ofte haft Palace på hylderne.
Liam Hodges dyrker enkeltheden
Hodges er en af Englands sjovere designere, der ikke er bange for at prøve lidt af hvert af, når det kommer til både print og snit. Derfor overrasker det også lidt, hvor nedtonede hans bud på Filas populære Disruptor-model er. Det lader dog de små detaljer stå frem, hvilket klæder alle tre colorways, som er til salg hos HBX. De koster 1.150 kroner.
Mere fra Pyer Moss og Reebok
Designeren Kerby Jean-Raymond er en af mange vigtige sorte designere i amerikansk mode for tiden, og han er nu klar med flere colorways af hans take på Reeboks Daytona-model. Det afspejler modens længerevarende fascination af dekonstruktion med detaljer som den skævt påsyede gummihælstrop. De to nye colorways koster 1.300 kroner hos blandt andre Pyer Moss.
Tylers sandaler lander til vinterbrug
Nej, okay, sandaler er måske ikke lige vores foretrukne vinterfodtøj, men hey, når man bor i Californien, så går den slags bedre året rundt. Lige meget hvad lander Tyler the Creators tidligere teasede samarbejde med Suicoke nu, og der er tale om to colorways af deres KAW-CAB-sandal med velkrostropper, hvor de gule udviser Tylers sædvanlige farveglæde. De bliver sat til salg i Golf-webshoppen lørdag klokken 18.
Salomon får et skud dystopi
Man kan ofte se, at den danske designer Tobias Birk Nielsen har tjent nogle af sine lærepenge hos Boris Bodjan Saberi. Det er især den dystopiske militarisme, der skinner igennem hos begge. Den er også tydelig i undermærket 11 by Boris Bodjan Saberis nye bud på Salomons High-Top Bamba 2 og 3, hvor de tekniske detaljer passer godt ind i den Barcelona-baserede designers æstetik. De nye colorways er til salg hos SSENSE og koster 3.850 kroner.
A-Cold-Wall teaser nyt Nike-samarbejde
Samuel Ross er en Englands mest spændende designere for tiden, som især lukrerer på tidens tekniske streetwear og designkoder. I denne uge teasede han selv sit næste Nike-eventyr, som altså i hvert fald inkluderer den forvrængede sneaker på billedet, hvor Swoosh’en er sjovt underspillet. Vi ved stadig meget lidt, men der kommer nok snart mere info.
Adidas’ futurisme
Den 3D-printede (eller 4D, som Adidas kalder den) sål er stadig noget af det sejeste at se på i sneaker-verdenen med sit luftige tråddesign. Den pryder blandt andet AlphaEdge 4D-modellen, som nu er på vej i denne hvide colorway. En releasedato er dog ikke meldt endeligt ud endnu.
Adidas kan også være trekking-agtige
Det er ofte Nike, der fiser derudaf, når vi snakker om tidens trail-tendenser, hvor ACG-underlinjen har flere stærke modeller. Men Adidas kan også lege med. Det er F/1.3 LE-modellen et godt bevis på med sit slidstærke udendørs-look og de militaristiske undertoner i for eksempel sålen. Modellen fås lige nu i to colorways, der koster 1.049 kroner hos Adidas.
Læs også: Heron Preston er godt på vej til at blive den næste Virgil Abloh