Gucci lægger sig fladt ned efter blackface-anklager – stopper salg af sweater

Gucci lægger sig fladt ned efter blackface-anklager – stopper salg af sweater
Guccis højhalsede strik, der nu er trukket tilbage.

Det skete næsten samtidig: Gucci blev igen udpeget som det mest eftertragtede brand i verden ifølge Lyst og sablet ned på Twitter efter billeder af en ny højhalset sweater blev offentliggjort. En sweater, hvor halsen kan trækkes halvt op over ansigtet, så en rød mund på den sorte sweater passer hen over ens egen mund.

Situationen udspillede sig på samme måde, som vi efterhånden er blevet vant til – omend i endnu højere tempo. De uheldige konnotationer, der mindede om dem, Prada blev beskyldt for med deres abevedhæng (som de også endte med at trække tilbage), blev påpeget, og Gucci var lynhurtigt ude og lægge sig fladt ned.

Abevedhænget som Prada trak tilbage efter blackface-anklager

»Gucci undskylder dybt for forargelsen forårsaget af uld balaklava-trøjen. Vi kan bekræfte, at varen er blevet fjernet fra vores online og fysiske butikker med det samme«, skrev brandet på Twitter om trøjen, som tilsynelandende ikke er blevet vist på catwalken tidligere.

»Vi ser diversitet som en fundamental værdi, der til fulde bør opretholdes, respekteres og være i forgrunden for enhver beslutning, vi træffer. Vi er fuldt ud dedikerede til at øge diversitet ned igennem vores organisation og vende denne hændelse til et magtfuldt og lærerigt øjeblik for Gucci-holdet«.

Visse kritiske røster på internettet stiller spørgsmålstegn ved den sidste del af Guccis udmelding, da brandet tidligere har været i lignende problemer, da de kommer under beskyldning for at stjæle fra den legendariske sorte designer Dapper Dan. Dengang undskyldte Gucci også og har siden lavet et stort samarbejde med Dapper Dan, som har fået sin ‘egen’ Gucci-butik i Brooklyn, New York.

Men ja, som kritikken lyder, så har diversiteten måske ikke gennemsyret beslutningstagerne, når en trøje som den nyfjernede strik stadig kunne ramme butikshylderne.

For blot en uge siden var det danske Ganni, der endte i en lignende sag. De brugte samme teknik, som efterhånden står på side 1 i krisehåndteringshåndbogen: Læg jer fladt ned, sig undskyld, og at I har lært en masse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af