UPDATE: Ganni har offentliggjort et statement som følge af sagen, der kan læses i bunden af artiklen.
I sidste uge løb Copenhagen Fashion Week af stablen, og ikke overraskende var det et af dansk modes flagskibe pt., Ganni, der fik lov til at lukke sæsonens showkalenderen med et stort anlagt show, som blandt andet inkluderede fotografen Ami Vitales billeder fra rundt om i verden. Mens vi var glade for, at designeren Ditte Reffstrup udfordrede nogle af brandets succesfulde kendetegn fra de seneste sæsoner, så var der en amerikansk blogger blandt publikum, som slet ikke kunne koncentrere sig om tøjet.
Anaa Saber, der står bag bloggen OurSecondSkin, blev nemlig så provokeret af Gannis brug af Vitales billeder, der inkluderede flere af fattige mennesker fra andre kulturer. Derfor besluttede hun sig for at skrive om det på sin blog og Instagram.
»Hvad havde disse billeder af fattige, brune kvinder med temaet om bæredygtighed og livet på jorden at gøre? Hvordan kom showet disse kvinder til gode? Var det en del af kampagne for at skabe større forståelse for de problematikker, disse kvinder måske står overfor?«, spørger Saber retorisk i et længere indlæg på OurSecondSkin-bloggen.
»Brandet bruger de her kvinder som props og marketingredskaber for deres modeshow«, skriver Saber videre, men slår fast, at hun ikke kun prøver at udstille Ganni, men et underliggende problem, som gælder store dele af branchen.
»Sandheden er, at det netop er kvinder som dem i billederne, der bliver hårdest ramt af vores branche: Dårlig lønninger, uretfærdig behandling, forfærdelige arbejdsforhold i sweatshops, der fremstiller tøj til mange vestlige mærker. Det her er, hvordan den vestlige modebranche behandler farvede kvinder. Stop med være tonedøv og blind overfor jeres egen interne koloniale mentalitet. Modebranchen må gøre det bedre«.
»Jeg er skuffet over et brand, jeg virkelig elskede«, slutter hun.
Ganni har svaret den New York-baserede blogger direkte på Instagram, og hun delte selvfølgelig svarene i sin Story, som kan ses ovenfor. Brandet holdt primært fast i deres oprindelige forklaring om, at billederne blev brugt for at vise verdens skønhed, og at de holder af Vitales billeder, fordi de har en positiv tilgang.
»Billederne viser alle naturens elementer fra surrealistisk skønhed til menneskesjælens udholdende kraft – (og) indfanger energien af livet på jorden i alle former«, lyder det blandt andet i svaret.
Som Saber også skriver på sin blog, så mener hun, at Gannis scenografi er endnu et eksempel på den mangel på diversitet, der eksisterer i firmaernes egne rækker. Det samme problem, som sidste år fik H&M til at ansætte en diversitetsekspert, efter at brandet havnede i en stor shitstorm på grund af billederne af en sort dreng i en ‘Coolest Monkey in the Jungle’-hoodie.
»Fra fotografierne til setdesignet, var det forbi nogle ikke-hvide mennesker? Det her er præcis hvorfor, det er så vigtigt for vores branche at bygge diverse teams«, skriver Saber også i sit blogindlæg.
GANNIS STATEMENT:
»Hos Ganni er det altid vores mission at fejre kvinder verden over. Til Ganni AW19-showet fandt vi inspiration i skønheden af livet på jorden og ville portrættere den diversitet og kobling, vi deler her på planeten.
For at illustrere det samarbejdede vi med fotografen Ami Vitale omkring vore setdesign. Ami har dedikeret sit liv til at dokumentere og forstørre historier om alle former for liv.
Mens det var velment, så forstår vi nu den sensitivitet, vi har prikket hul på, ved at vise vores kollektion i konteksten af disse billeder.
Det undskylder vi oprigtigt for, da det aldrig var vores intention. Vi vil lære fra denne fejl, og vi lover at lave jeres uvurderlige indsigt til handling, så vi kan gøre det bedre i fremtiden«
Læs også: Showanmeldelse: Ganni droppede de billige point og satsede til Copenhagen Fashion Week