Vi så de første skridt i udviklingen i sommers, da Ditte Reffstrup viste sine SS19-visioner for Ganni. Der var færre pastelfarver, færre flæser og lange kjoler og i stedet flere af de outdoor-tendenser, vi ser meget af for tiden, med fokus på nedtonede jordfarver. Og udviklingen fortsatte i går aftes, da Ganni lukkede denne sæsons Copenhagen Fashion Week med et stort anlagt show i en hal på Amager.
Man kan med andre ord sige, at mens mange danske kvindebrands halser efter de Instagram-venlige looks, der har været med til at gøre Ganni til en international succes, så virker Reffstrup klar til at komme videre og stole på, at hendes fans og kunder nok skal følge med.
For selvom publikum blev mødt af et væg-til-væg setup af kæmpe skærme, der viste skiftende farvestrålende billeder fra eksotiske lande og kulturer (skudt af fotojournalisten Ami Vitale), så var ‘Life of Earth’-showet og -kollektionen et forholdsvist tungt bekendtskab. Væk var altså de positive farver og lette silhuetter. I stedet fik vi meget tungt læder, dystre farver og strammere silhuetter.
Mens det var svært ikke at se det som en miljøkommentar/-reaktion, hvor vi skulle forstå verdens skønhed for at ville passe på den – og måske også hvad modens omskiftelige tendenser betyder i den sammenhæng – så var det ikke med det sædvanlige positive udgangspunkt, som vi ellers ofte har set det fra Ganni – selvom modellerne gik finalerunden til John Lennons ‘Instant Karma!’, der trods de dystre udsigter inkluderer det positive omkvæd »And we all shine on, like the moon and stars and the sun«.
Og faktisk afspejlede modellerne på catwalken dette call to arms, om man vil. De fremstod stærke og handledygtige. Hvad end de bar læderjakker, dynefrakker eller lange selskabskjoler, så mente de business. Og det er nok den handlekraft, moden og miljøet har brug for. Lad os håbe, at Ganni mener det så alvorligt, som det fremgik af afslutningsshowet.
Læs også: De bedste looks fra Copenhagen Fashion Weeks tredje og sidste dag
Se hele vores dækning af Copenhagen Fashion Week