Med sit mærke Ctrl Fishing Company er SZA ude på at skabe opmærksomhed omkring bæredygtighed og altså bruge sin status som en af tidens varmest r’n’b-navne til at gøre miljøansvar lidt mere sexet.
Sidste år lancerede hun mærket med nogle Champion-trøjer, hvor der blandt andet var påtrykt ‘Sustainability Gang’ og ‘Puck Flastics’. Sidstnævnte er en reference til, at al overskud fra salget af merchandiselinjen vil blive doneret til velgørenhed, som arbejder med at redde verdenshavene (selvom det specifikke organisation ikke er blevet offentliggjort).
Nu lader det så til, at hun er klar til at tage næste skridt i CFC-regi, for da hun var i Saturday Night Live i weekenden bar hun ovenstående batik patchwork-t-shirt, som er fra en kollektion, der forventes at blive sat til salg meget snart.
De nye t-shirts er lavet af gamle trøjer, for som Ctrl Fishing Company skriver på sin Instagram, så ender meget af det tøj, vi donerer til genbrug, stadig på lossepladserne, fordi det ikke kan sælges.
Vi har tidligere argumenteret, at vi ikke kan forbruge os til en bedre verden, men at det vigtigste, vi kan gøre for miljøet, er at nedsætte vores forbrug. Men selvom SZA’s tøjlinie ikke direkte gør det, så kan man håbe på, at den netop er interesseret i at lære os nye måder at gentænke vores gamle tøj.
Altså for eksempel kan tre gamle t-shirts med pletter på måske klippes op og sys sammen til én eller to nye – og eventuelt batikfarves hvis du er til det.
Under alle omstændigheder er det forfriskende med en musiker i popkulturen, der prøver at tage bæredygtighed seriøst og bruge sin platform til at sætte fokus på området. Det er der mange, som kunne lære noget af.