SPOT09: Carpark North i topform

Jeg ankom til Ridehusets store scene ca. 20 minutter før Carpark North (CPN) skulle på scenen. Folk må ha ventet i god tid, for salen var godt pakket. Efter at have hørt bandets storsælgende demo “Carstereo” og senere det skamroste debutalbum, havde jeg set frem til at se om de kunne leve op til presset ved en livekoncert.
Efter en konfus og plat konferenciers kiksede præsentation af bandet, startede en cool båndet intro, der listede sig over i åbningsnummeret “Homeland”. Det nummer gør sig bedre på pladen, men er et så fedt nummer at det ikke kan springes over.
Den nye single “Wild Wonders” udløste en god hoppestemning foran scenen og en gammel sang “Super Highway” og “I And You”, som nogle måske husker som “The Day” fra den gamle demo, fandt også vej til SPOT09.
Halvvejs i sættet skulle publikum så udsættes for “verdens sejeste sang”, nemlig en cover-version af Eminems megahit “Lose Yourself”. Her skal lige tilføjes at bassist Søren Balsner rapper væsentligt bedre end frontmand Lau, men det var fedt at høre en tung, rocket version af nummeret udsat for CPN’s backtracking og unikke energi.
Min personlige favorit “Kiss Me” virkede virkelig godt live og med et par ændringer i den indspillede version, blev nummeret bare endnu mere spændende at lytte til. Dog var “40 days” aftenens bedst arrangerede livenummer. Den meget tekniske underlægningsside til nummeret tog dog overhånd til tider, men den er jo CPN’s “varemærke”.
Som ventet blev “Transparent & Glasslike” & “Spain” aftenens 2 ekstranumre og publikum blev instrueret i lidt sing-a-long på “Spain”, der også var noget bedre live end på pladen.

Lau Højen er nok ikke Danmarks kønneste frontfigur, men han er utrolig karismatisk på en scene og sang fremragende denne lune fredag aften i Århus.
Med den unikke blanding af old-school keyboardflader, samples og tunge guitarriffs, som CPN fremtryller, vil det blive spændende at se om de kan levere en ligeså vellykket opfølger på debuten. Man har vel lov at håbe…

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af