MIDTFYNS: Twoface – middelmådig eftermiddagsrock
Godt 100 midtfynsgæster var mødt op kl. 18.00 til Twoface’s rockindslag på katapultscenen. Der herskede en typisk onsdag eftermiddag før-folk-bliver-stive stemning, og det gav bandet lidt vanskelige forhold til at banke den helt store rockoplevelse af.
Drengene på scenen havde tilsyneladende heller ikke formået at få sig selv op i koncertgearet, eftersom der blev leveret et lidt for tamt sceneshow, der aldrig rigtigt fik rigtigt tag i publikum. Man kan selvfølgelig forsvare bandet med spilletidspunktet, men en mere levende optræden kunne have trukket koncerten op til lidt mere end jævn kedeligt.
Twoface har haft “Fire in your Eyes” og “Revelations Day”, som ugens uundgåelige på P3, og disse blev leveret til publikums store begejstring og fællessang. Her kan man tale om et par gedigne rocknumre, mens kun få numre fra det resterende repertoire kan betegnes som værende mulige aspiranter til denne kategori.
Mod koncertens afslutning steg niveauet og energien dog en smule, men som helhed nåede Twoface ikke de store rockhøjder denne gang. Med flere numre af højere klasse, er der mulighed for at bandet i fremtiden vil kunne fyre rigtigt fede koncerter af, men det skete ikke denne gang. Der skal alligevel være ros til forsangeren for en rigtig god vokal, som er med til hæve bandet over ganske almindelig mainstreamrock.