Powersolo – keep on truckin’
Frontmand Kim Kix kæmpede for at få folk til at råbe i kor. Han gentog: “Butthole! Buttthole!”. Og majoriteten af det højstemte publikum på Stengade 30 lystrede og kværnede det primitive mantra ud i lokalet. Når Powersolo går på scenen skal der ikke opfindes dybe tallerkener. Der skal festes med en gedigen gang blues-country-punk-rock, som taler til underlivet frem for hjernen. Med sangtitler som ‘Donkey Love’ og ‘Fertilizer Baby’ er humoren i højsædet og koblingen til laveste fællesnævner klar.
Men her ligger også trioens charme. Med et glimt i øjet giver de den som amerikanske bonderøve med dårlig smag – gutterne er bare en cigaretpakke under t-shirt-ærmet og en manglende fortand fra den autentiske hillbilly-stil. Musikken har ligeledes tydelige amerikanske aner. Blandingen af sumpet sydstatsblues med aggressiv storbypunk ligger visse steder tæt op af The Jon Spencer Blues Explosion, og så fungerer det formidabelt. Andre steder er der mere standardblues end eksplosion i Powersolos udtryk, og så er De Nattergales ‘Knokkel Pukkel Man’ desværre lige om hjørnet.
Powersolo har netop skrevet kontrakt med Crunchy Frog, men det er usandsynligt, at de får samme succes som label mates Junior Senior og The Raveonettes. Trods umiddelbar gennemslagskraft er deres stil nemlig ikke interessant nok i længden. Denne aften var mange sange svære at skelne fra hinanden, og det skrabede trommesæt flankeret af to guitarer formåede ikke at skabe en konstant kraftfuld lyd. Så hang hele showet på Kix’ smalle skuldre og flabede attitude, og det var bare ikke nok. Han sendte os ud i natten med et “keep on truckin'”, og man fristedes til at svare med et “keep on practicing”…