Stine Michel
Folkemusik er vel i de flestes bevidsthed et musikalsk skældsord. Gamle mennesker der danser i rundt iført tøj, som umuligt kan have været moderne selv for 300 år siden! Der findes dog kunstnere, som skaber moderne formfuldendt folkemusik (også kaldet ‘folk’), og Stine Michel er en af dem. Her er vi tættere på de nordiske heltekvad og grønlandsk trommedans end på violin og støvletramp.
I teksterne finder man den vante små-kætteriske dyrkelse af den besjælede natur og kærligheden, fra før kristendommen kom til norden. ‘Bien summer sagte, bestøver tid og sted med sin kærlighed’. Lyrikken er ikke udtryk for nogen væsentlig nytænkning, men det gør ikke så meget, da sangene ofte har et element af at vende tilbage til rødderne – det almindelige og genkendelige.
Teksterne serveres smagfuldt og inderligt af Stine Michel og komplimenteres af ju-hu kor (a la overskriften på denne anmeldelse). Det gør at musikken bliver eksotisk, men på en hjemmevant facon, da der mest er tale om en rejse i tid. Hvem husker ikke røverne i den klassiske svenske filmatisering af Astrid Lindgrens ‘Ronja Røverdatter’ synge a capella, så man ikke kunne undgå at føle sig stolt over sine vikingeaner.
Melodierne er meget afvekslende, hvilket hel klart er pladens styrke. Den bevæger sig gennem forskellige taktarter og akkordrundgange men formår at holde en rød tråd. Lydbilledet kan bedst beskrives som ‘luftigt’, idet der er masser af medrivende tromme- og klaprytmer men altid plads til tekst og kor. Det enkle musikalske udtryk harmonere fint med teksternes verden. Det harmoniske materiale er langt mere interessant og moderne end fx ‘Marsk Stig, som træder så mangen sti vild’, som man lærer om i skolen. I stedet for fx at lade rockmusik farve af folkemusikkens lyd og former er det folkemusikken, som er i fokus med strejf af både bossa nova, blues, og højskolesangbogen.
Det er en rigtig efterårsplade, som kan nydes af alle, som længes efter skoven, marken og havet. Kom i kontakt med naturen via din cd-afspiller!