Black Rebel Motorcycle Club – støjende sorte silhuetter

“En skam at lyden er så dårlig – den er jo fuldstændig mudret”, kommenterede min sidemand under et af aftenens første numre. Han var tydeligvis gået forkert denne aften i Store Vega, og hans skuffelse må bare være vokset støt i løbet af de næste 90 minutter. Den mudrede støjmur skabt af forvrænget bas og guitar er nemlig en vital del af Black Rebel Motorcycle Clubs tætte og tørre lyd. Deres to albums blander en drømmende shoegazer med et kværnende punk-drive – gammel The Jesus and Mary Chain tilsat en dunk benzin – og der bliver ikke afveget en tomme fra denne formel, når de spiller live.

Trioen lagde angrebslystent ud med en stribe sange, der slog så hårdt som en ‘Six Barrel Shotgun’. ‘Love Burns’ og ‘Spread Your Love’ fra bandets debutalbum samt førstesinglen ‘Stop’ fra dette års ‘Take Them On, On Your Own’ fungerede upåklageligt og mindede om, at når B.R.M.C. er bedst, besidder de en hypnotiserende kraft, som ikke overgås af mange andre rockbands i dag. Med skiftevis skarpt stroboskop-kaos og blodrød belysning i ryggen viste de ultra-coole sortklædte silhuetter, bassist Robert Turner og guitarist Peter Hayes, hvorfor rocken har fået sit fortjente comeback indenfor de seneste par år.

Men publikum kom der aldrig for alvor gang i, og intensiteten begyndte at ebbe ud under koncertens anden halvdel, på trods af de effektive ‘We’re All in Love’ og ‘Whatever Happened to My Rock ‘n’ Roll (Punk Song)’. Om det var fordi, at bandet havde fyret deres stærkeste krudt af for tidligt i settet, eller fordi de afstod fra enhver kontakt med tilskuerne, eller måske endda fordi en idiotisk lysmand insisterede på at bade publikum i lys, så den tætte og mystiske stemning blev brudt, er uvist. B.R.M.C. fik heller ikke vendt skuden under deres fire ekstranumre, selvom en udstrakt udgave af ‘Red Eyes and Tears’ var intet mindre end fænomenal.

Bandet forlod scenen med æren i behold under heftig feedback fra deres forladte instrumenter. B.R.M.C. handler om musikken og ikke om noget som helst andet. Det er en klar fordel på plade, men denne aften kunne man måske have ønsket sig lidt mere spræl, personlighed eller performance.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af