Christina Dahl – lange lemmer fulde af jazz

Jazzsaxofonisten Christina Dahl indtog i torsdags Copenhagen Jazzhouse med kompositioner som “Toes, Legs og These Knees”, der alle er hentet fra pladen “Heartbeats”. Stilen er funk, soul-jazz, R&B og blues. Numrene er hjemmelavet i samarbejde med ægtemanden Carsten Dahl (piano) og “Heartbeats-ensemblet” består iøvrigt af Jesper Riis (trompet), Mads Hyhne (trombone), Anders Christensen (bas), Kæv Gliemann (keyboards), Peter Dahlgren (percussion) samt Kresten Osgood (trommer).

Jazzmusik skal opleves live! -Det hører man tit folk sige, og det er også sandt i dette tilfælde. På trods af, at der ved koncerten spilles de samme numre som findes på cd’en, er det alligevel to vidt forskellige oplevelser.

Til koncerten er der intelligente, medrivende og følelsesladede improvisationer over hele linjen og samspillet er uovertruffent. Den langbenede Christina Dahl leverer nogle fede soloer, og kan sagtens spille op til de “tunge drenge” i horngruppen. Flere gange bærer soloerne præg af freejazz, og rytmegruppen er ikke blege for at shoppe mellem rytmer og stilarter, til stor fornøjelse for både solister og publikum.

Jazzen har altid lukreret på poppen. Mange af de gamle jazzstandarter er oprindeligt musicalnumre og ballader, som er adopteret af jazzmusikere og tilføjet det udefinerbare “swing”, der er selve jazzens essens. På pladen har Christina Dahl brugt den moderne popmusiks stilelementer. Lidt firkantet kan man sige, at numrene er bygget op som en lagkage af lydspor, mens den (gode gamle) jazz bære præg af sammenspilssituationen mellem musikere, som indfanges på plade. Resultatet er blevet en velproduceret, moderne men ikke særlig fangende plade. Man kan ikke huske nogle af numrene, når skiven er færdig. Trommeslageren Ed Thigpen er med på nogle numre på stepsko og voice-over, hvor han over numrene (lidt som en “jazzens Dalai-Lama”) udbreder sig om jazzens natur. -Det er i mine øjne en smule tacky.

Hvad cd’en mangler har koncerten til overflod. Rytmegruppen med Osgood i front holder numrene i kog med en utrolig energi og en god portion galskab, som smitter de andre, så det til sidst er ren musikalsk legeplads.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af