Klondyke – Twin Peaks-vibes

For efterhånden en generation siden, var vi mange der flyttede til det amerikanske provinshul Twin Peaks. På byens eneste værtshus, The Bookhouse, spillede et husorkester, hvis musik var melankolsk og dyster, farlig og smuk.

Klondyke, et band fra den jyske provins, blev senere byens nye husorkester. Deres sange er måske nok sunget på dansk, men musikken er helt i ånd med Bookhouse’s gamle orkester. Længe efter alle vi andre flyttede fra den lille by, er Klondyke stadigt husorkester i Twin Peaks. Tirsdag aften besøgte de Rust, og med sig havde de al den melankoli, som gjorde byen med de 51.201 indbyggere til et så vidunderligt sted at bo for en stund.

På scenen er Klondyke fire herrer, der formår, at få de mørke sange til at svinge. Med en primitiv rytmeboks som baggrund, spiller slagtøjsspiller Per Lange velplacerede rytmer, der sammen med Johannes Hejls fyldige bas, er en solid bund for sanger Mikael Ks lidt sparsomme stemme. Men Klondykes absolutte styrke ligger i guitarist Nikolaj Heyman. Iført cowboyhat og guldgravertøj, spiller han en pedalsteel, der i sig selv fortæller historier. De historier der trives ude i den fjerne og mørke provins hvor Twin Peaks findes.

Klondykes historier handler om de tabte drømme og kæresten, der rejste væk, fordi hun fik nok af stilstanden. Et fyldt Rust lignede tirsdag aften en flok drømmende mennesker, der i tankerne begav sig ud på en rejse dertil. A damn good cup of music!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af