Laakso

Vi er sikkert mange, der savner det fantastiske belgiske band dEUS, som ikke har udgivet et regulært album siden 1999. Men såret heles og humøret højnes, når man lægger øre til svenske Laaksos finurlige debutplade med den ligeså finurlige titel ‘I Miss You, I’m Pregnant’. Specielt Markus Krunegårds skingre og skæve vokal, der minder en del om dEUS-frontmand Tom Barmans ditto, bringer varme minder om belgiernes opfindsomme, sprælske og støjende IQ-pop.

Halvdelen af Laakso stammer fra det iskolde grænseområde mellem Nordsverige og Finland. Der hvor den ene side kalder dig for finnjävel og den anden for svennejävel. Man hører bare ikke rigtigt til noget sted. Det samme kan siges om Laaksos musik, der flimrer og flopper rundt i rockmusikkens mange sub-genrer. Udover den klassiske rockbesætning gør den svenske kvartet nemlig brug af messingblæsere, trækharmonika og glockenspiel i et forsøg på at ændre den slidte rockformel.

På albummets første halvdel giver sprælsk drillende popsange som ‘Fight the Fight’, ‘Aussie Girl’ og ‘Demon’ dEUS’ bagkatalog kamp til stregen. Lyden er mere rå og mørk på ‘Clear’ og ‘Sensation of Fire’, men aldrig andet end iørefaldende og inddragende. Laakso oser her af idérigdom og overraskelse, men desværre taber de lidt pusten i anden halvleg. Melodimaterialet kan ikke leve op til den højtsatte standard, og pludselig forsøger bandet også, uden held, at mestre den pompøse rockballade, som Krunegårds stemme ellers ikke er særligt gode venner med.

Det kan dog ikke anfægtes, at ‘I Miss You, I’m Pregnant’ indeholder en stribe fantastisk charmerende alternativer til standardrocken. Der er noget umiskendeligt eksotisk over Laakso. Måske er det den snigende fornemmelse af, at et cirkusorkester har leveret opbakning, eller måske er det fordi Markus synger tre af sangene på sit uforståelige skandinaviske hybridmodersmål? Det er uklart, men dEUS er ikke længere helt så savnet.