Museum

Museum har skiftet fra at synge på engelsk til nu udelukkende at benytte det danske sprog. De har haft en del succes med tidligere udgivelser på engelsk blandt andet med radiohittet ‘Young Again’, men har nu valgt at lægge om til det danske, som de viser fuld kontrol over. Hvem kan ikke retfærdiggøre at sige til den hende, man kalder den søde: “Ind under byen, baby – natten æder vi nu, og jeg er vild med at vælte – og himlen ind under huden” og derefter kysse hende, så hun aldrig glemmer det.

På ‘Der kommer nok en dag’ ligger bandets tre nyeste numre. Titelnummeret er tilsyneladende det der primært skal lanceres, men på sidste nummer ‘Vild med at vælte’ er der meget at hente for lyttere med hang til naivistisk og velklingende pop, og det er efter min mening EP’ens stærkeste nummer. Alle tre numre viser at Museum har fundet et fundament for deres stil, og at de mener det seriøst.

Museum viser attitude gennem musikken. Den er selvhøjtidelig, blottet for selvironi og det klæder dem. Det klæder dem også at synge på dansk, og herfra er der bare at byde dem velkommen blandt bands, der går den vej. Det giver mere nærvær eller intimitet at bruge modersmålet frem for fremmedsprog, og det høres indimellem, at det kan gøres rigtigt vellykket. Det gør det i hvert fald her.

Museum. 'Der kommer nok en dag'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af