Larsen & Furious Jane
Fandeme om ikke det Århus-baserede lilleput-foretagende Morningside Records har udviklet sig til at være ét af landets mest interessante pladeselskaber. Larsen & Furious Jane er bare sidste skud på en stamme, hvorfra der vokser lutter friske og finurlige gevækster – heriblandt Simon Gylden, Strumm, Figurines og Jomi Massage.
‘I’m Glad He’s Dead’ er ikke alternativ i traditionel forstand, men nærmere traditionel på en alternativ måde. Kernen i bandet er Tore Johansen og sangskriver Torsten Larsen, og sammen spiller de en afdæmpet og countryficeret folk-rock, der i første omgang ikke gør meget væsen af sig.
Med udgangspunkt i spæde klaverfigurer eller diskrete guitarakkorder, synger Larsen en stribe personlige sange, der oftest danser omkring det modsatte køn. Men intet griber den kritiske lytter om struben og tvinger opmærksomheden frem.
Men hov, hvad sker der så? Med ét lægger man mærke til, at der faktisk er fuld orkestrering på de fleste af de beskedne sange. Venner og bekendte fra det århusianske musikmiljø slutter sig til med lidt whiskers, lidt slideguitar, lidt harmonika eller lidt violin. Men altid i baggrunden, for langsomt bliver det klart, at melodierne er den egentlige stjerne på Larsens scene. Som atletiske gymnaster snor og krøller de sig uden om alle formler og konventioner og bliver bare bedre og mere nærværende for hver gennemlytning.
Larsens stemme, der først synes lidt slap i knæene, bliver nu direkte hjertegribende. Teksterne, som først virker lidt ubehjælpsomme, emmer pludselig af en umiddelbar ærlighed. Detaljerne træder frem, som da en kærlig kvindelig andenstemme titter frem og understøtter linien, “If I’m not mistaken / You like the sound of hearts breaking”, på den vidunderlige ‘Take-Off’, der sniger sig ind lige inden albummets lukketid.
‘I’m Glad He’s Dead’ er svær at placere i al sin simpelhed, men den rumsterer et sted i den uberørte solnedgang mellem Olesen-Olesen og Smogs ‘Red Apple Falls’. Larsen and Furious Jane lyder som en flok veteraner, der er blevet trætte af at eksperimentere for eksperimentets skyd, men faktum er, at de er én af årets mest lovende albumdebutanter.