Mary Lou Lord
Mary Lou Lord er en amerikansk singer/songwriter, der nu udsender sit tredje album ‘Baby Blue’. Hun fik sin debut på Sony i 1997, efter otte hårde år, hvor hun indtjente sine lærepenge som gademusikant i USA og England.
‘Baby Blue’ kan beskrives som en kombination af country og pop, hvor lydbilledet udfordres af så utraditionelle instrumenter som harpe, mandolin, og violin. Hovedparten af sangene er dog skrevet med den akustiske guitar i centrum, og hele genren rimer på en tidlig Jewel, eller en anden i “jeg spiller akustisk og er ellers en pæn pige”-stilen.
Generelt er det en musikalsk genre, som med korte mellemrum stikker sit hoved frem, men på ingen måde ændrer musikhistoriens gang. Den sørger blot for, at noget står helt bomstille.
Det lyriske indhold på ‘Baby Blue’ er kærlighedssange, cowgirl-blues, og evige kornmarker, og det efterlader denne signatur i en kombination af at være fuldstændig kold og komplet ligeglad.
Det er dog et lyspunkt, at Mary Lou forsøger sig med et cover af Pink Floyds ‘Fearless’. Det er vel en af de første gange man hører et cover af det nummer, og Mary Lou klarer sig ikke så tosset i kampen med denne klassiker. Men det er ikke nok til at redde helhedsindtrykket, som er skudt i sænk inden ‘Fearless’ afprøves.
Mary Lou burde se Jewel lidt mere i kortene, hun er s’gu da blevet en del mere interessant end for bare fem år siden.