Yellowish

Efter seks selvfinansierede ep’er er Yellowish klar med et album i fuld længde på det spændende Quartermain Records. Der er meget godt at sige om ‘Solid Ground’, men alligevel sidder man tilbage og overvejer nøje, om det egentlig er et indiepop-album man ofte vil lytte til og være rigtig glad for.

De 13 numre er alle uhyre velproducerede, og med mange spændende klangflader, stor variation i instrumenternes roller og et dynamisk samspil mellem den mandlige og kvindelige vokal, vidner det om en CD, der er blevet lagt mange kræfter i tilblivelsen af. Det er især værd at fremhæve brugen af trommer og bas, der begge har en stor rolle at spille i lydbilledet. Bassen leverer et alt andet end monotont arbejde, og en meget energisk og varieret brug af trommer gør ‘Solid Ground’ til noget spændende og ikke helt sædvanligt.

Det er bare som om Yellowish ikke rigtig formår i fuld udstrækning at bruge det velfungerende redskab, de har i bandets færdigheder og lyd til at lave noget, der giver den helt store lytteoplevelse. Det er synd, for der er absolut basis for at lave noget man sent vil glemme, men det lykkes for få gange på denne udgivelse. Det er svært at skelne numrene fra hinanden, og lyd og stil er i det hele taget uden den store variation. Hvor meget jeg end ville ønske det, er der for lidt, der gør et rigtigt dybt indtryk, når der bliver lyttet til ‘Solid Ground’.

Men den er velgennemført, der er et smukt vokalarbejde, og der er rigtigt gode numre, der skiller sig ud, men i det store hele burde der være kommet noget mere bemærkelsesværdigt ud fra det gode fundament, som udgivelsen i høj grad viser at Yellowish er i besiddelse af. Det er godt, men det er bare så ærgeligt, at det ikke er rigtigt godt.