TV on the Radio
Den Roskilde-aktuelle trio fra New York, TV on the Radio, har skabt intet mindre end en melodisk genialitet, der på intelligent vis udfylder tomrummet mellem flere genrer. Det lægger sig aldrig rigtig til rette nogen steder, men forbliver svævende mellem idéerne med et afslappet, men villigt blik i øjnene på gruppens medlemmer Tunde Adebimp, Kyp Malone og David Andrew Sitek, der blandt andet har produceret Yeah Yeah Yeahs seneste album.
Overfladen er simpel, men bunden er mættet af indie-eskapader, sagte elektronika, jazz-blows, hip hop, soul, barbershop … ja, det meste faktisk. Og det former et massivt bagtæppe af støj og manisk bas, der, når de pirrelige beats inkluderes, danner en syret legeplads for en af TV on the Radios store styrker. Den melodiøse sang.
Tunde Adebimpe og Kyp Malones vokalsider er ganske enkelt enestående sammen. Det nærmer sig i flere numre decideret skønsang, hvilket faktisk lader sig gøre ganske fedt. Eksempelvis i nummeret ‘Ambulance’, der på rørende vis blander barbershop-vokalbas, semi-gospelkor og ømskindet sang. Men skævt og abstrakt. Hele vejen igennem.
Det samme gælder teksterne. Foruden de melankolske og aparte tilstandsbetragtninger, der med dybsindige og vanvittige vinkler afkoder hverdagen, er der hele det politiske aspekt. TV on the Radiohopper med nummeret ‘Bomb Yourself’ på anti-krigsvognen, og holdningen er klar: »Bomb your country/Oh shed no tears/Tv dinner overfed your fears«.
Mere filosofisk bliver gruppen på førnævnte nummer, ‘Ambulance’, hvor kærligheden ikke opfører sig ordentligt: »Because I will be your ambulance if you will be my accident … and I will be your one more time if you will be my one last chance«.
Tv On The Radio hægter sig med det samme på hjernens behage-center og sørger for intelligente alternativer til rette vinkler.